De knokler som aldrig før på vaskepladsen i Taastrup. Flere tusinde liter rensemiddel bliver brugt årligt i kampen mod graffiti på S-toge, og ofte skal der bruges arbejdskraft i dagevis, inden et enkelt S-tog er klar til driften igen.

I de helt slemme tilfælde går der over 100 arbejdstimer, inden svineriet er væk.

Sidste år kostede det over 14 millioner kroner i arbejdskraft og rengøringsmaterialer for DSB S-togsafdeling på Depotvej i Taastrup.

Lige nu arbejder man på en ny indendørs vaskehal i Hundige, så man kan holde hånd i hanke med problemet.

Underskrift på togvogn
I Taastrup bliver alt stadig gjort udendørs og manuelt - med kost og med spand.

- Det er hovedsageligt »tags« og »crew-navne«, vi ser mest af, hvorimod vi kun ser de deciderede malerier i fem til ti procent af alle tilfælde, siger Henrik Larsen, koordinator på graffitiområdet hos DSB S-togsafdeling i Taastrup.

»Tags« er graffitimalernes alias, hvorimod »crew-navne« afslører et tilhørsforhold til en bestemt gruppe.

I 2001 var man ellers inde i en god stime. Her blev kun 3.239 S-togvogne renset for udvendig graffiti, men statistikken har været støt stigende siden.

I 2004 var tallet således oppe på 5.439 S-togvogne, der skulle renses, viser nye tal fra DSB.

Altså en stigning på cirka 40 procent siden 2001.

Rengøringen af de mange S-tog er noget, der kræver penge, tid og ressourcer på vaskepladsen i Taastrup.

- Det koster op til 50.000 kroner hver gang, og der går nogle gange 50 arbejdstimer på de slemme tilfælde, siger Henrik Larsen. For nylig var graffiti-hærværket så slemt på et vognsæt, at man måtte bruge 117 arbejdstimer, inden S-toget kunne bruges til drift igen.

De gamle S-tog har efterhånden været udsat for graffiti-hærværk så mange gange, at den røde lak er blevet mat. Ved nogle af dem anes gammel graffiti stadig som en svag skygge på den slidte, matte lak.

Til renseprocessen bruger man et rensemiddel, der er udviklet i samarbejde med Dansk Service Selskab (DSS). Graffiti-hærværket på S-toge er så omfattende, at vaskepladsen i Taastrup modtager 1.000 liter rensemiddel hver tredje måned for at kunne følge med. Samtidig bruger man masser af ressourcer på at holde graffitimalere ude af vaskepladsens område, så de nyvaskede toge ikke bliver svinet til, inden de forlader pladsen igen.

mml@bt.dk