Den verdensberømte fysiker Stephen Hawking er fanget i en lammet krop, men at hjernen virker endnu, demonstrerer han onsdag aften i København
Hver dag er en gave. Vi ved det, men de færreste af os lever efter det. Nogle få gør dog – som nu den verdensberømte videnskabsmand Stephen Hawking.
Han kunne som 21-årig lige så godt have lagt sig til at dø. Lægerne sagde ligeud, at han højst havde to år at leve i. Men han nægtede. Siden har knap 20.000 dage været en gave.
I dag – hvor astrofysiker Stephen Hawking gæster København – er endnu én af dem, gaverne. Med sine 74 år er han ikke kun et geni på højde med Isaac Newton og Albert Einstein, men også et mirakel. Han er lænket til sin rullestol, har for længst mistet talens brug og er lam i hele kroppen. Men hjernen kører stadig på højtryk.
ALS hedder den sygdom, som i 1963 ramte den unge Stephen Hawking.
Han var netop fyldt 21 år, var ph.d.-studerende på Cambridge Universitet, havde en lysende fremtid foran sig. Og så faldt dommen, dødsdommen.
Livet er værd at leve
»Dengang havde jeg samme attitude som de fleste af mine medstuderende. Vi havde en aura af total kedsomhed omkring os, udstrålede følelsen af, at intet var værd at yde en indsats for. Sygdommen ændrede det. Når du står ansigt til ansigt med en tidlig død, går det op for dig, at livet er værd at leve, og at der er ting, du ønsker at nå,« skriver Stephen Hawking bl.a. i sin bog ’My Brief History’ om at blive ramt af ALS.
Det er en sjælden og utrolig brutal sygdom, hvor nervecellerne i rygmarven og hjernebarken langsomt, men sikkert går til grunde. Ét for ét lammes de vitale organer. Til sidst lungerne, vejrtrækningen. Og så er det slut.
Kun de færreste ALS-ramte lever fem år, efter at diagnosen er stillet. Stephen Hawking fik stillet to år i udsigt.
I interview og bøger har han da også fortalt, at han faldt i dét, der skulle blive en af hans store videnskabelige mærkesager. Det sorte hul. Men ikke længe.
»Vi havde troen på, at alt var muligt,« har hans første kone Jane Hawking udtalt til den engelske avis The Guardian.
De to havde mødt hinanden kort forinden. Var smaskforelskede og troede på en fremtid sammen. De valgte at holde fast i den og fik børnene Robert, Lucy og Timothy.
Men der var knaster i ægteskabet. Mange. Og én af dem var, at den unge Stephen Hawking i lang tid nægtede at se sin sygdom i øjnene, at tage konsekvenserne af den, nægtede at bede om hjælp og bruge rullestol.
»Han snakkede aldrig om sygdommen. Det var, som om den slet ikke eksisterede. Jeg havde to små babyer, passede huset og tog mig af ham på fuld tid: klædte ham på, badede ham, alt dét, han nægtede at lade andre end mig gøre,« fortæller Jane Hawking videre i The Guardian.
Det sorte hul
I slutningen af 1960erne kunne krykkerne ikke længere gøre det. Han måtte sætte sig i rullestolen. Og knap ti år senere begyndte hans tale at være så påvirket, at kun hans nærmeste familie forstod, hvad han sagde.
Artiklen fortsætter under billedet
På den videnskabelige himmel blinkede Stephen Hawkings stjerne allerede stor og lysende. Gåden om det sorte hul var blevet dén, han ville knække.
I denne fase af sygdommen blev problemet med den mere og mere slørede tale løst ved, at en af Stephen Hawkings nærmeste altid var ved hans side og ’oversatte’. Men i midten af 80erne eksisterede den mulighed ikke længere.
Under en rejse til Frankrig blev Stephen Hawking ramt af lungebetændelse, en sygdom, der kan have dødelige konsekvenser for ALS-ramte. Hans tilstand var da også så kritisk, at lægerne anbefalede Jane Hawking at slukke for respiratoren. Hun nægtede.
Prisen var dog, at lægerne var nødt til at foretage en tracheostomi – et hul i halsen ind til luftrøret – som kostede ham stemmens brug. Og med den var det nødvendigt med professionel hjælp døgnet rundt.
Hustru nummer to
Ingeniør David Mason var manden, der gav Stephen Hawking en stemme igen. Han opfandt den computer-styrede stemmeboks, der blev fastmonteret på rullestolen, hvis robot-agtige tale siden er blevet synonym med den anerkendte astrofysikers stemme.
Men David Mason leverede også hustru nummer to.
Det var hans kone, Elaine Mason, der blev ansat som fast sygeplejerske. Hun var konstant ved Stephen Hawkings side, hvad enten han gav foredrag eller promoverede sine bøger rundt omkring i verden. Fem år senere meddelte Stephen Hawking sin hustru Jane, at ægteskabet var slut.
Han havde fundet en anden – sin sygeplejerske Elaine.
I 1995 blev hun officielt fru Hawking nummer to. Men om det var et lykkeligt ægteskab, er stadig et åbent spørgsmål.
Hele sit liv havde Stephen Hawking med sin bemærkelsesværdige og imponerende tilværelse trukket overskrifter verden over for sit geni og sin ukuelige vilje.
Men i 2004 var aviserne pludselig fyldt med udsagn fra flere ansatte, ifølge hvem Elaine Hawking udsatte sin mand for fysisk og psykisk vold, ydmygede og slog ham. Flere sagde, at den verdensberømte forsker var direkte bange for sin kone.
Artiklen fortsætter under billedet
Adskillige gange var han blevet indlagt med uforklarlige skader. Ifølge The Telegraph en af gangene med en brækket arm, et brækket håndled, blåt øje, åbne sår i ansigtet, en bullen læbe.
Familie og venner var desperate.
»Vi kan intet stille op, så længe han ikke vil tale med os om det. Det kan godt være, at hans begavelse og intellekt er enorm. Men det betyder ikke, at han ikke vil gå langt for at beskytte nogen, der ikke har fortjent det,« som en kilde tæt på familien dengang udtalte til The Telegraph.
Stephen Hawkings egen udlægning var, at han var faldet ud af sin rullestol. Selvom politiet indledte en undersøgelse, kunne de intet stille op. Selv har Stephen Hawking aldrig villet udtale sig om anklagerne. Og hvad enten der er en sammenhæng eller ej, blev parret skilt i 2006.
Drømmer om en tur i rummet
Siden er det primært datteren Lucy, der har været ved Stephen Hawkings side – Lucy, som han i øvrigt også har skrevet en serie børnebøger sammen med.
Imod alle odds er han blevet 74 år gammel. Han siger selv, at han ikke er bange for døden, men at han heller ikke har travlt.
Og så drømmer han forresten om, at han når en tur ud i rummet, inden det er for sent.
