Tjenerne smiler, serviceniveauet er i top, og børnene elsker det. Men bag facaden er der dårlig mad og uhygiejniske forhold i centralkøkkenet i det populære badeland Lalandia på Lolland.

Ekstra Bladet har med skjult kamera været inde i det centrale køkken, der leverer mad til Mama's familierestaurant, pizzeriaet og Ferdinand Steakhouse. Der var kød i køleskabet, der tidligst skulle have været serveret for gæsterne fire dage efter sidste holdbarhedsdato.

Det skriver Ekstra Bladet lørdag.

Flere tidligere medarbejdere beskriver, hvordan skideballerne fyger gennem luften, hvis køkkenpersonalet påpeger, at holdbarhedsdatoer er overskredet, eller at der er mug på maden. Budgetterne er så stramme, at al mad skal bruges - også selv om det er for gammelt.

- Jeg kan huske, at en af de andre kokke en dag sagde, at han ikke kunne servere nogle bøffer, fordi kødet var gammelt. Køkkenchefen sagde, at det skulle han ikke bestemme. Han skulle bare salte det godt og så sige til gæsterne, at det var sprængt. Hvis de brokkede sig, kunne vi tilbyde dem en kop kaffe og en dessert, siger kok Ulrich Larsen, som tidligere har arbejdet i Lalandia.

Svineriet har stået på i årevis, bekræfter en nuværende medarbejder. Men frygten for at havne som arbejdsløs på Lolland har ofte fået kritiske røster til at forstumme.

Direktør Christer Rosenkrands fastholder overfor Ekstra Bladet, at han ikke kender til det gamle kød.- Hvis det er tilfældet, er det dybt kritisabelt, men det er helt nyt for mig. Det får konsekvenser et eller andet sted i systemet, siger han.