Det Islamiske Kulturcenter i København, der reelt er en moske, har fusket med bilag for at rage skattekroner til sig. Derfor skal kulturcentret på Horsebakken i Brønshøj nu betale op mod en kvart millioner kroner tilbage til Københavns Kommune, som har kæmpet længe og hårdt for at få pengene retur.

Det har Københavns Byret netop fastslået i en dom i sagen, der ligger tilbage til 1995/96, hvor centret fik 200.008 kroner til fritidsundervisning af børn og unge.

Men da kommunen bad om dokumentation for undervisningen, kneb det gevaldigt med at skaffe bevis for at deltagerne eksisterede.

Centrets kasserer og ansvarlige for økonomi, Kassem Ghanem Saed, har flere gange benægtet overfor B.T., at centret har fusket, men domstolen var ikke sådan at løbe om hjørner med.

Islamisk Kulturcenter er en af Danmarks ældste moskeer. Bag centret står en libysk organisation, men stedet bliver hovedsagligt besøgt af pakistanske og marokanske muslimer i Danmark.

Centret har også de profitable rettigheder til at halal-velsigne kyllinger og andre dyr, der eksporteres til muslimske markeder.

Socialdemokraten Hamid el Mousti, er skuffet over centrets ledelse.

"De har intet med islam at gøre. Det er meget forkert at bryde et lands love. Profeten siger, at de der snyder, ikke er muslimer.

Men desværre rammer sådanne handlinger alle muslimer i Danmark," siger Hamid el Mousti, der ikke forstår, hvordan et kulturcenter med så tvivlsomt omdømme kan stå for rettigheder på halal-kyllinger og lignende.

"Det er helt forkert," mener han.