Har spædbørn en forståelse for magtstrukturer og retfærdighed i en social kontekst? Ja, lyder konklusionen i et nyt studie.

For børn på 17 måneder forventer, at ledere – men ingen andre – griber ind, når et medlem af en social gruppe gør noget uretfærdigt. Det skriver phys.org ifølge Videnskab.dk.

»Vi ved, at voksne forventer, at lederne af de sociale grupper griber ind for at stoppe overtrædelser,« siger Maayan Stavans, der er postdoc på Bar-Ilan University i Israel, og som deltog i studiet.

»Vi prøvede derfor at finde ud af, hvor tidligt disse forventninger vises i menneskets udvikling, så vi undersøgte spørgsmålet hos meget små børn,« forklarer han til phys.org ifølge Videnskab.dk.

Man ved, at små børn typisk stirrer i længere tid på begivenheder, der udspiller sig på måder, de ikke forventer.

»Ved at spore, hvor længe børn stirrer på forskellige begivenheder, får vi indsigt i, hvad de synes,« siger Maayan Stavans til phys.org ifølge Videnskab.dk.

Undersøgelsen involverede 120 spædbørn. I en række forskellige eksperimenter brugte forskerne bjørnedukker til at udspille forskellige situationer foran babyerne, der sad på deres forældres skød.

Nogle af babyerne skulle se et scenarie, der involverede en hovedperson-bjørn, som to andre bjørne behandlede som en leder. Hovedpersonen præsenterede de to andre bjørne for to stykker legetøj, men den ene bjørn greb hurtigt begge stykker legetøj, så den anden bjørn ikke fik noget legetøj.

Dernæst udspillede forskerne to forskellige scenarier:

  1. Enten rettede hovedperson-bjørnen uretfærdigheden ved at give et stykke legetøj til bjørnen, der intet havde fået.
  2. Eller også ignorerede hovedperson-bjørnen overtrædelsen.

»Spædbørnene stirrede længere, da lederen ignorerede forseelsen, end da hun rettede det. Det antyder, at spædbarnet forventede, at lederen ville gribe ind og rette det forkerte i sin gruppe, og at barnet derfor blev overrasket, da det ikke skete,« siger professor i psykologi Renée Baillargeon fra University of Illinois, der også deltog i studiet, til phys.org ifølge Videnskab.dk.

Fundet antyder, at børn i deres andet leveår har en veludviklet forståelse for sociale hierarkier og magtdynamikker, mener forskerne bag studiet.

Andre artikler på Videnskab.dk