Hos nogle dyrearter er det ret let af se, om de er frugtbare.
Men kan man se på en kvinde, hvor hun befinder sig i sin månedlige cyklus?
Forskere har fremsat teorier om, at kvindeansigter ændrer form, så de bliver mere attraktive, når kvinden er mest frugtbar.
Men den teori bliver afvist i et nyt studie, skriver Science Alert ifølge Videnskab.dk.
Flere små studier fra 1990’erne viste ellers, at hormoner ændrede lidt på symmetrien i kvinders bløde væv, når de havde ægløsning.
Dette ændrede angiveligt størrelsen på deres bryster og ører.
Men i det nye studie har forskere gengivet forskningen uden at finde de samme ændringer i kvinders ansigtsform under deres menstruationscyklus.
»Vores resultater peger på, at ansigtets øgede attraktivitet, som tidligere er blevet fundet i kvindens mest frugtbare fase, ikke er drevet af ændringer i ansigtsformen. Ændringerne kan i stedet stamme fra andre ændringer i ansigtet, såsom en mere attraktiv hudtone,« skriver forskerne i studiet, som er udgivet i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society B.
Forskerne mener, at deres resultat understreger vigtigheden af at efterprøve gamle studier.
For at finde ud af, om kvinders ansigter bliver mere attraktive, når de er frugtbare, brugte forskerne en større mængde testpersoner (75 kvinder) og en mere avanceret hormontest end i de tidligere studier.
Ulig tidligere studier brugte de ikke en tidsangivelse efter sidste menstruation til at fastslå, hvornår kvinderne havde ægløsning, men målte, hvornår niveauet af hormoner som østradiol og luteiniserende hormon var på deres højeste.
Artiklen er bragt i samarbejde med Videnskab.dk.