Forfatteren og maleren, professor Jørgen Nash er død, 84 år, skriver Ekstra Bladet tirsdag. Nash var født Jørgensen i Vejrum ved Struer, men har flere gange fortalt, at han skiftede efternavn for at distancere sig fra sin berømte bror, maleren og billedhuggeren Asger Jorn.

Mest kendt i den store offentlighed blev Jørgen Nash for sine utallige happenings, ofte med kunstnerkollektivet Drakabygget i det sydlige Sverige som udgangspunkt. Her etablerede han i begyndelsen af 1960erne sin private og kunstneriske base og skabte et tilholdssted, hvor flere hundrede kunstnere fandt inspiration i årenes løb.

Jørgen Nash blev hædret med bl.a. Henri Nathansens Fødselsdagslegat, med Emil Aarestrup Medaillen og med den svenske stats store kunststipendium. Han blev i 1963 æreskunstner ved Det Kgl. Danske Kunstakademi og modtog fra 1990 Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Han var gift tre gange. Senest med maleren Lis Zwick. Han efterlader sig desuden seks børn og 14 børnebørn. /ritzau/