Ibrahim M. havde et hav af gode grunde til at føle dårlig samvittighed, da han sad i Københavns Byret 27. august 2017. Han var nemlig tiltalt for ikke mindre end 15 kriminelle forhold.
Men som dommeren sagde til sine to domsmænd, da de trak sig tilbage for at votere om dommen, så var det 'hans heldige dag'. Alle Ibrahim M.'s tiltaleforhold lå nemlig mindst halvandet år tilbage i tiden. Så de i alt otte politifolk, som skulle vidne, havde alle sammen huller i hukommelsen. Nogle mere end andre.
Ibrahim M. blev kun dømt for ni af de 15 forhold. Anklagemyndigheden kunne ikke løfte bevisbyrden i flere af forholdene. Særligt på grund af dårlig hukommelse.
Ibrahim M. er ikke den eneste, som er sluppet billigt. Det sker jævnligt, forklarer flere forsvarsadvokater til B.T.
I Ibrahim M's sag var tale om et hav af 'småting'. Kørsel trods frakendt kørekort, tyveri af 51 liter benzin, en såkaldt totenschlæger i bilen, kørsel med hash i blodet, en ulovlig peberspray, kørsel mens man talte i mobiltelefon og lignende 'småtterier'.
Sager, som trods deres store antal var og er pure hverdag for de fleste ansatte i Københavns Politi.
Da politiassistent CK derfor indtog vidneskranken for at berette om, at han havde anholdt Ibrahim M. for henholdsvis at køre uden lovligt førerbevis og i øvrigt have hash i blodet, sagde han uden tøven:
»Jeg kan overhovedet ikke huske sagen.«
»Den er jo to år gammel. Jeg har skrevet 300 af den type sager i løbet af de sidste to et halvt år. Jeg kan overhovedet ikke huske sagen,« sagde han frustreret.
CK havde ellers skrevet en rapport om, at Ibrahim M. havde gjort sig skyldig i at køre uden lovligt førerbevis og ovenikøbet var påvirket af hash samtidigt.
»Jamen, jeg må henvise til rapporten. Det er mit navn, der står på, og jeg kan stå inde for, hvad der står der. Jeg har læst rapporten igen op til sagen, men kan heller ikke huske, at jeg har skrevet rapporten. Beklager, men det er to år siden,« sagde betjent CK.
CKs hukommelse var den mest hullede. De syv andre politifolk kunne huske noget mere. Men alle havde problemer med hukommelsen på en eller anden måde.
En anden kunne ikke huske, hvilke detaljer som man havde bedt om fra centralen. En tredje kunne ikke huske, hvordan man egentlig fandt ud af, at det var Ibrahim M., der sad i bilen. Sådan blev det ved.
En fjerde kunne ikke huske, om Ibrahim M. havde haft en peberspray på sig, eller om det var en af hans kammerater. En femte kunne slet ikke huske den tiltalte.
En af politifolkene kom slet ikke i vidneskranken, efter anklagemyndigheden havde ført en kort samtale med ham på gangen. Herefter var det åbenbart ikke presserende.
Ibrahim M. blev således frifundet for seks af de i alt 15 forhold, som han var blevet tiltalt for. B.T. erfarer, at Ibrahim M. i flere af de tilfælde simpelthen ikke kunne dømmes, da vidnerne - i dette tilfælde politifolk - simpelthen ikke kunne huske sagerne længere.
Forsvarsadvokat Henrik Stagetorn bekræfter, at sager i det danske retsvæsen ligger og samler støv så længe, inden de kommer for retten, at vidnerne ikke kan huske, hvad der egentlig skete.
»Ja, det oplever jeg som en del af hverdagen. Det er særligt i de sager, som både ligger nogle år tilbage og ikke er særligt store sager,« siger han.
»Det er et problem, fordi man simpelthen risikerer, at folk, som har begået noget strafbart, ikke kan dømmes,« siger Henrik Stagetorn.
Fra politisk hold ønsker man at prioritere sager om vold, voldtægt, våben og andre voldsomme kriminalitetsformer. De sager skal for retten hurtigst muligt.
Forsvarsadvokat Erbil Kaya, som også kan genkende problematikken, forklarer, at det vanskelligør de sager, som er mere rutineprægede.
»Når man opprioriterer disse VVV-sager (Vold, våben og voldtægt), så er det klart, at andre sager ryger bag i køen. Når der så går lang tid, så risikerer man frifindelse alene på grund af, at vidnerne har huller i hukommelsen.«
»Jeg har selv haft en sag, hvor to politifolk vidnede og sagde, at de var 100 procent sikre i deres sag. Den ene sagde, at det var min klient, som havde siddet i bilen og kørt uden kørekort. Den anden var hundrede procent sikker på, at det var hans lillebror, som bare havde opgivet sin storebrors personnummer,« siger Erbil Kaya og tilføjer:
»De kunne ikke have ret begge to. Derfor kunne man jo ikke dømme min klient, da der var berettiget tvivl om det og han kun havde identificeret sig med sit personnummer,«
Som regel skriver politifolk en rapport, når de har lavet an anholdelse eller givet en bøde. Men selv med den rapport er det ikke altid nok til at fælde dom.
»Nogle gange har man udeladt nogle detaljer i rapporten, som senere viser sig at være vigtige, selvom de umiddelbart ikke synes at være så interessante. Derfor er rapporten ikke altid nok,« forklarer Henrik Stagetorn.
Der er ikke tal på, hvor mange personer, der går fri netop fordi vidnerne ikke kan huske detaljerne. Hverken Erbil Kaya eller Henrik Stagetorn kan komme det præcise tal nærmere.
»Når vidner ikke kan huske sagen, så kan man jo ikke vide, om det havde ført til frifindelse alligevel. Jeg kan ikke sige, hvor tit jeg oplever det, men det sker,« siger Henrik Stagetorn.
Begge advokater peger på, at der mangler ressourcer i det danske retsvæsen. Derfor ligger sagerne så længe, inden de kommer for. Erbil Kaya foreslår dog et enkelt tiltag.
»Hvis politifolk sørgede for at tage et billede af den mistænkte i situationen, så kunne man løse mange af problemerne. Ikke dem alle, men mange af dem,« siger han.
