Manden bag flere af DR-dramas største tv-succeser vil nu lave film om datidens porno-konger på Vesterbro

Pornoens første bagmænd var så rige, at rejsekongen Simon Spies var en ren skoledreng ved siden af. Ny film skal skildre, hvordan jublen over pornoens frigivelse i 1969 endte med at gøre Vesterbro til et sex-mekka og en gangster-rede.

De kæmpede for at få frigivet pornografien uden at ane, hvilket monster af sex, vold og kriminalitet der fulgte i kølvandet.

Nu vil ny spillefilm fortælle om pornokongerne på Vesterbro.

Sex-mekka

Det er forfatterne Søren Sveistrup, skaber af DRs internationale tv-seriehit ’Forbrydelsen’, og Lars K. Andersen, medforfatter til DR-serien ’Edderkoppen’ og spillefilmen ’Flammen & Citronen’, der er gået om bord i et stykke danmarkshistorie, der satte Istedgade på verdenskortet og gjorde Vesterbro til et sexmekka.

Læs også:

Læs også:

»Det er en historie, jeg har haft lyst til at lave i mange år. Fordi den er helt ekstrem farverig. Den forandrede ikke bare Danmark, men hele verden for altid, på niveau med Beatles, bare på en helt anden måde,« siger Søren Sveistrup.

Plakat fra verdens første sexmesse, som blev afholdt i København.
Plakat fra verdens første sexmesse, som blev afholdt i København.
Vis mere

Den kommende film ser tilbage på en tid, der ikke ligger så langt tilbage, hvor nogle unge ildsjæle tog kampen op mod politi, domstole og politikere og i frihedens navn forlangte at få lov til at bestemme over deres nøgenhed og sexlyst. I mange år var porno illegalt og kørte som en gangstervirksomhed.

»I dag er der vel ingen, der synes, at porno er særlig nyskabende. Men det var det dengang. Vi er inspireret af ildsjæle som sagførersønnen Leo Madsen og Ole Ege, der pressede på for at få gjort billedpornografien lovlig i slutningen af 60erne. De fik justitsminister Knud Thestrup til at give sig, så pornoen blev frigivet 1. juli 1969,« siger Søren Sveistrup.

Mangemillionærer

Det fik hele verden til at strømme til Istedgade, der skød op som et sex-mekka, og gjorde pornograferne til mangemillionærer over en nat. De var blandt Danmarks rigeste.

»I den periode blev der tjent styrtende med penge, drukket og spillet vildt. Rejsekongen Simon Spies virker som en lille, uskyldig skoledreng ved siden af. Det fortælles, at pornobagmændene kørte de sorte penge ud på lastbiler og læssede dem af i containere, og havde man været en ’god dreng’, fik man lov til at stikke hånden ned og tage alle de penge, man kunne fange med sin ene hånd. Man måtte så håbe på, at det var dollar og ikke værdiløs udenlandsk valuta,« fortæller Søren Sveistrup.

Ekspedient i en af Danmarks første legale sexforretninger på Vesterbro. Foto: Scanpix
Ekspedient i en af Danmarks første legale sexforretninger på Vesterbro. Foto: Scanpix
Vis mere

Kæden ryger af

Filmen er desuden inspireret af farverige personligheder som pelshandleren Svend Thevis, som mange kaldte den ukronede konge af Vesterbro. og brdr. Theander, der tjente styrtende i 70erne.

»Men det er også historien om noget, der går gruelig galt. Det begynder kærlighedsfyldt, men kæden ryger af, da der går penge i det. Man involverer sig med gangsterne, der smugler porno til østlandene, og det hele falder pladask til jorden i midten af 70erne med pervertion, dyresex, narkotika, kriminalitet, drab og selvmord. Mange af pionererne lider en krank skæbne. Det ender forfærdeligt med skilsmisser, og tidlige – mere eller mindre naturlige – dødsfald,« siger Søren Sveistrup.