Forbrugerrådet Tænk advarer nu danskerne imod at dele billeder af enten deres pas eller kørekort, selvom den billige internetshop Temu kræver det.
Det skriver Avisen Danmark.
For hvis du vil handle billigt hos den populære, kinesiske netbutik kræver Temu nemlig, at deres handlende kunder skal oplyse deres alder med enten pas eller kørekort som påkrævet legimitation.
Men det advarer Forbrugerrådet Tænk imod.
»At aflevere sit pas er utrolig følsomt, for det kan bruges i mange sammenhænge til identitetstyveri og svindel. Det virker meget vidtgående, at man skal indsende sit pas for at udføre et alderstjek,« lyder det fra Peter Grønlund Holm, der er forbrugerpolitisk rådgiver hos Tænk.
Temu er forpligtet til at beskytte mindreårige brugere for at mindske deres adgang til aldersbegrænsede varer, hvorfor Temu kræver en aldersverificering.
Men ifølge Tænk fejler Temu flere steder ved at sikre kundernes ret til privatliv og datasikkerhed.
Ifølge mediet skriver flere kunder på sociale medier, at de har indsendt et billede af et tilfældigt pas, som de har fundet på nettet.
Peter Grønlund Holm fraråder, at hvis man skal handle på Temu, at man ikke deler sit pas og kørekort med virksomheden, da det er forbundet med en stor risiko.
Han anbefaler i stedet, at man handler andre steder.
