Rumfartøjet InSight har snart brugt to uger på Mars, og nu har den, sammen med en håndfuld selfies, sendt os en lydoptagelse fra den røde planet. Det skriver Nasa ifølge Videnskab.dk, hvor du også kan se flere af robottens nye fotos fra Mars.
Sensorer har opfanget en lav, rumlende lyd. Det lyder ikke som den blæst, vi kender, men det er, fordi der er tale om vibrationer fra Mars-vinden, der blæser hen over InSights solpaneler.
For at høre den reelle lyd af vinden, der blæser på Mars, må vi vente til 2020, hvor en rover, hvis alt går efter planen, lander på planeten med to mikrofoner. Så vil vi også for første gang nogensinde kunne høre lyden af en Mars-landing.
I optagelsen blæser Mars-vinden med mellem fem og syv meter i sekundet fra nordvest til sydøst.
'At opfange den her lyd var en uventet belønning,' siger InSights ledende efterforsker Bruce Banerdt i pressemeddelelsen og fortsætter:
'Men en af de ting, vores mission er dedikeret til, er at måle bevægelse på Mars, og det inkluderer naturligvis lydbølger.'
De to sensorer, der har opfanget vibrationerne, er henholdsvis et måleapparat, der skal indsamle meteorologisk data via vibrationer i luften, og et seismometer, der om få uger skal placeres på Mars, hvor det skal opfange vibrationer gennem planetens overflade.
Med redskabet SEIS vil man måle på 'Marsskælv' og finde ud af, om de opfører sig på samme måde som jordskælv. Håbet er at få en bedre forståelse for, hvordan planeter, herunder vores egen Jord, er blevet dannet i vores Solsystem.
Andre artikler på Videnskab.dk
Se den vilde natur fra sin smukkeste side