Overskuddet fra salget af Erann DD's bryllupssang til kronprins Frederik og Mary Donaldson, som topper de hjemlige hitlister, skal gå til børn i Østgrønland. Det fastslår initiativtageren til Folkegaven 2004, Jørn Grønkjær Jensen, men han vil først røbe den præcise modtager i begyndelsen af den kommende uge. Folkegaven 2004 har fået masser af forslag til, hvordan overskuddet skal anvendes, men valget er faldet på Østgrønland, og det ligger ifølge Jørn Grønkjær Jensen fint i tråd med kronprinsens særlige bånd til Grønland. Onsdag præsenteres den anden del af folkegaven - en særudgave af et Flora Danica porcelænsstel med parrets monogram - ved et arrangement i Tivoli, hvor Erann DD spiller.

/ritzau/