Lyt til artiklen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen(V) blev i eftermiddag overfaldet af en aktivist fra Globale Rødder efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn.

Aktivisten sprøjtede statsministeren til med rød maling, og også udenrigsminister Per Stig Møller (K) blev ramt af maling. Aktivisten blev straks overmandet af to af Folketingets sikkerhedsfolk og ført bort, mens han råbte til Fogh: "Du har blod på hænderne".

Politiet oplyser, at tre personer blev anholdt efter overfaldet.

Det pressemøde, som ministrene var på vej til, blev udsat.

Angrebet på Fogh Rasmussen er ikke det første, som han har været udsat for. For et år siden fik han et æg i hovedet, da han besøgte Kirkens Korshærs varmestue på Nørrebro. Det angreb takserede landsretten i januar til 14 dages fængsel.

/ritzau/