En fødselsdagsfest udviklede sig lørdag til et vanvittigt drama i Næstved.

En 40-årig fødselar rundede nemlig et skarpt hjørne i bogstaveligste forstand.

Han kom op at skændes med en af gæsterne, og det udviklede sig så voldsomt, at han hev fat i en machete og huggede en af gæsterne i armen.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Gæsten fik et stort sår, men var tilsyneladende ikke hårdere ramt, end at han var i stand til at tænde af på politiet, da de blev tilkaldt.

Således slog, sparkede, spyttede og truede han både politi og ambulancepersonale.

Derfor blev han også anholdt og lagt i håndjern, selvom han skulle på sygehuset, hvor en operation ventede.

Han er nu sigtet for vold og trusler mod tjenestemænd.

Fødselaren er ligeledes blevet sigtet for kvalificeret vold.