Fodboldekspert: Derfor er Zlatan én af de største fodboldlegender, der findes
Han er ikke bare god for nogle af fodboldhistoriens mest ufattelige mål, men også for en perlerække af fantastiske anekdoter og punchlines, som bliver gengivet gang på gang af nostalgiske fans online. 8. november udkommer ”Jeg er fodbold”, skrevet af mennesket og myten Zlatan Ibrahimović, hvor du kommer helt ind under huden på ham.
Billede: Jason Cairnduff - Reuters - TT Jason Cairnduff
“Zlatans far hedder Ibrahimović, Jr.”
“I skolen rakte lærerne hånden op, når de skulle tale til Zlatan.”
“Luften har brug for Zlatan for at overleve.”
37-årige Zlatan Ibrahimović er tilsyneladende stadig en uudtømmelig inspirationskilde for vittige fans verden over, som i fodboldfora og på sociale netværk brygger videre i det uendelige på myten om det selvsikre svenske fodboldikon, der har taget hele sportsverdenen med storm, sæson efter sæson, i næsten tyve år.
Myten er i høj grad selvskabt: Zlatan Ibrahimović omtaler gerne sig selv i tredje person. Han har angiveligt engang smidt det italienske midtbanebrød Gennaro Gattuso i skraldespanden. Han har leveret så mange verbale knockouts, at nogen har dedikeret en søgemaskine, zlaatan.com kun til ham. Han praler, slår ud med armene og siger “Zlatan-style”, når sportsjournalisterne spørger, om hans spillestil mon er svensk eller jugoslavisk, og det er en del af hans offentlige identitet, at han aldrig rigtig tager et nederlag på sig. Nu er han aktuel med en ny billedbåren bog, og selvfølgelig svarer titlen fint til budskabet i Zlatans vedvarende imagekampagne: Intet mindre end “Jeg er fodbold” kunne gøre det.
“More than a player” Man skal dog ikke af den grund affeje Zlatan Ibrahimović som stor ståhej for ingenting, fortæller fodboldekspert Morten Bruun:
“Zlatan er et ikon, der rækker ud over fodboldverdenen, men han var ikke blevet det på ren attitude. Det skal man ikke glemme,” siger han og sammenligner med danske Nicklas Bendtner, som tidligt i sin ellers lovende karriere viste sig at være bedre til at skabe sladder og skandale end til at præstere på banen, når det gjaldt.
“Bendtner havde lidt af den samme attitude som Zlatan. Men spillet blev ved med at være, i et internationalt perspektiv i hvert fald, relativt ordinært, og så er det svært at opnår samme status som Zlatan. Fordi attituden slet ikke kan stå på mål med det, der rent faktisk bliver leveret. Hvis Ibrahimović ikke havde været så dygtig en fodboldspiller, som han er, havde hans attitude været til grin. Men hans fodboldspil kan faktisk godt leve op til det.”
Han beskriver Zlatan som spiller som en “individualist med stor I”:
“Når Ibrahimović spiller, så skal alt handle om ham. Og i sine bedste øjeblikke er han jo teknisk i stand til at udføre nogle ting, som ingen andre er i stand til. Han er en næsten usandsynligt selvsikker person. Der er ikke nogen spillere i verden, der spiller fodbold med samme attitude, samme arrogance, samme aura som Zlatan. Han er det, som englænderne kalder “more than a player”,” siger Morten Bruun.
Foto: Morten Bruun 2015 Kanal 5
Zlatan Ibrahimovićs baggrund med en bosnisk mor, en kroatisk far og en opvækst i den berygtede Malmø-bydel Rosengård, som er kendt for sin høje andel af beboere med indvandrerbaggrund, har også betydning for, at Zlatan efterhånden nærmest har fået status som symbol:
“Sådan er det i hvert fald i de nordiske lande. Jeg ved ikke, hvor meget det betyder i Italien, at han er svensker med indvandrerbaggrund. Men her i Norden handler hans image jo rigtig meget om, at vi ser ham som en af vores største mønsterbrydere i de her år, hvor netop integration er en af de ting, vi diskuterer allermest. Så på den måde er han jo blevet en symbolfigur, også selvom han egentlig ikke selv har engageret sig på den politiske scene,” siger Morten Bruun.
Må genopfinde sig selv Hvor Zlatan Ibrahimovićs selvbiografi “Jeg er Zlatan Ibrahimović” (2011), som blev lavet i samarbejde med en af Sveriges mest populære forfattere, David Lagercrantz, fokuserede på den barske opvækst i Rosengård-kvarteret og kampen for at nå til tops i international fodbold, stiller den nye bog “Jeg er fodbold” skarpt på Ibrahimovićs fodboldkarriere indtil nu. En slags opsummering kan man vel godt kalde det, for selvom vi stadig har nogle “Zlatan-glimt” på banen til gode, som Morten Bruun siger, står fodboldstjernen indiskutabelt midt i en karrieremæssig udfasning:
“Han er kommet til USA, og det er den klassiske nedtrapning. Han har stadig nogle stjerneøjeblikke på banen, men man skal være opmærksom på, at det foregår i en liga, som i hvert fald ikke er bedre end den danske superliga. Så der er nogle andre ting, der kan lade sig gøre. Zlatan Ibrahimovićs sidste tid i Manchester United var jo heller ikke god. Det var flot, at han kom tilbage efter sin knæskade, men den udgave, han kom tilbage i, var en skygge af den Zlatan, vi havde set tidligere.”
40 år er et skarpt hjørne for mange, men for professionelle fodboldspillere nok især, fordi det betyder, at man, hvis man ikke allerede har taget springet, skal finde på noget andet at lave, end det, man hidtil har været bedst til og hyldet for: Fodbold.
“Man skal til at genopfinde sig selv. Hvis Zlatan vil blive ved med at videreføre myten og ikonet Zlatan, så skal han finde på noget nyt. Fodboldspilleren Zlatan er langsomt ved at dø. Han kunne måske blive manager eller træner, men det har jeg nu aldrig hørt ham give udtryk for, at han ville. Så det bliver spændende at se i løbet af de næste par år, hvad han giver sig i kast med,” siger Morten Bruun.
Flot karriere Indtil videre kan Zlatan Ibrahimović se tilbage på en ret forrygende karriere, også selvom det aldrig er lykkedes ham at være på det vindende hold i Champions League, mener Morten Bruun, som blandt fremhæver Ibrahimovićs mange gode år i italiensk klubfodbold:
“Han blev jo italiensk mester i otte år i træk! Så kom Barcelona-tiden efterfølgende, hvor han var lidt fejlcastet over for Messi, som jo bare var en større fodboldspiller end ham. Han spillede ikke dårligt, men Zlatan skal ikke have en plads på banen, som han bliver placeret på, fordi der er en anden, der skal spille der, hvor Zlatan skal spille. Jeg har også stor respekt for, at han som 35-årig vælger den ultimative udfordring og skifter til Manchester United og endda formår at gøre en forskel der. Det var flot.”
Han minder desuden om Ibrahimovićs indsats for det svenske landshold – en del af hans karriere, som ikke får megen international opmærksomhed, fordi, som Morten Bruun tørt og lunt formulerer det, “det svenske landshold ikke er bedre, end de er”:
“Han gik jo fra at være den der enfant terrible, som slet ikke kunne tilpasses det svenske kollektiv og kom på kant med sin træner, til at være en figur, som alle kunne se op til. Jeg synes, at hans sidste år som anfører for det svenske hold tjener ham til ære. Han er jo ikke den klassiske anførerkarakter, fordi han er så individualistisk, men der påtog han sig en opgave, som han voksede og modnedes i og løste på forbilledlig vis.”
Zlatans imponerende fodboldkarriere kan genopleves i bogen “Jeg er fodbold”, som udkommer på Gyldendal 9. november.