30 dages betinget og 40 timers samfundstjeneste venter Danmarks mest berygtede roligan.

Deltag i debatten - har du tilgivet "fodboldtossen"?
Det var en forbløffende stille fodboldfan, der blev fremstillet i Københavns byret i går. Så sent som i juni var han ellers den mest omdiskuterede mand i både Danmark og Sverige efter at den 29-årige fodboldtilskuer for ind i Parken og forsøgte at tildele dommer Herbert Fandel en syngende lussing. Men tirsdag trådte han ind i retsal 29 i et par forvaskede jeans, en diskret fløjlsjakke og et tomt blik i øjnene, som var rettet direkte mod gulvet. Han satte sig stille ved siden af forsvarer Finn Bachmann med sænket hoved og sagde ikke et suk.

Hænderne skjulte en overgang næseryggen, så kun øjnene tittede frem, da den iltre fan gentagne gange måtte se sig selv på storskærm fare rundt på grønsværen i Parken og med ringe motorisk sans slå ud efter dommer Herbert Fandel. Det eneste tidspunkt den kraftige mand livede lidt op, var under sit eget vidneudsagn. Her skulle han forklare, hvorfor han forcerede hegnet, og hvad han ville den tyske dommer.

- Jeg ville have, han skulle smide svenskeren ud også (den svenske landsholdspiller Markus Rosenberg, red.), forklarede den nu voldsdømte tilskuer med hævet stemme.

Ville tage fat i dommeren
- Jeg var konstant irriteret over, dommeren dømte til fordel for svenskerne, brokkede roliganen forarget og gjorde opmærksom på, at den svenske angriber Johan Elmander burde være blevet sendt ud lang tid før Christian Poulsen.

- Jeg ville tage fat i ham og råbe ham ind i hovedet, at nu skulle han fandeme tage og smide ham svenskeren ud også, lød det harmt i retten fra den ellers ydmyge mand.

Øjebliks idioti
Billeddækningen i retten omfattede billeder fra svensk og dansk tv samt overvåg-ningsbilleder fra Parken, hvor man kunne se den voldsdømte fan forlade sin plads og fare ned mod banen. Anklageren spurgte, hvad der fik ham til det.

- Et øjebliks idioti, sagde den tiltalte i et helt andet stemmeleje og tilføjede, at han ingen undskyldning havde.

Han nægtede dog, at han ville slå dommer Herbert Fandel. Hverken med knyttet eller flad hånd.

- Jeg afskyr vold. Det ved jeg med mig selv, at jeg aldrig kunne gøre, sagde han i retten.

Men den købte dommeren ikke. Tilskueren blev idømt en betinget fængselsstraf for forsøg på vold på 30 dage og samfundstjeneste i 40 timer.

Roliganen udbad sig betænkningstid til at beslutte, om dommen skal ankes.