FN-chef: Kraftigere El Niño-fænomen er benzin på en planet i flammer
Lande har kæmpet mod hedebølger og skovbrande denne sommer. FN-chef advarer om, at det kun er opvarmning.

Lande har kæmpet mod hedebølger og skovbrande denne sommer. FN-chef advarer om, at det kun er opvarmning.

Et stadig kraftigere El Niño-fænomen er "benzin på en planet, der allerede brænder".
Det siger FN's generalsekretær, António Guterres, på et møde fredag, skriver nyhedsbureauet AFP.
- For to måneder siden advarede jeg om, at El Niño bankede på vores dør. Nu er den inde i huset - og skruer op for varmen, siger Guterres.
El Niño får havoverfladen i det centrale og østlige Stillehav omkring ækvator til at blive varmere og påvirker med jævne mellemrum vejret og klimaet i store dele af verden.
Menneskeskabte klimaforandringer kan forstærke El Niños virkninger.
Et varmere hav og en varmere atmosfære øger mængden af energi og fugtighed, der kan medvirke til ekstreme vejrhændelser som hedebølger og kraftig nedbør, skriver AFP.
Guterres siger videre, at "vi allerede har udholdt en ekstrem sommer".
Han peger på blandt andet "apokalyptiske skovbrande, der raser i Spanien, Frankrig og langt videre".
- Men ifølge den seneste videnskabelige viden er dette kun opvarmningen, siger han.
Forskere har ifølge AFP vurderet, at årets El Niño kan blive blandt de kraftigste, der nogensinde er registreret.
En prognose fra Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) viser ifølge AFP, at havoverfladetemperaturerne nu i gennemsnit ligger tre grader over normalen.
Stillehavets farvande, som driver El Niño, har heller aldrig været så varme så tidligt på året.
RITZAU