Et fly fra Kastrup til Amsterdam blev mandag aften aflyst, da en passager blev utryg over fem irakere på vej hjem fra kursus i Helsingfors.

En hollandsk mand blev i aftes så skræmt af fem irakere i et SAS-fly fra København til Amsterdam, at han slog alarm, så flyet blev aflyst.

De fem mænd, der er ansat i det irakiske luftfartsvæsen, havde været på kursus i Helsingfors og var på vej hjem. I Kastrup gik to af dem ud på toilettet, hvor den ene gav sin bagage til den anden, mens han selv forrettede sin nødtørft.

Det fandt den hollandske passager så mistænkeligt, at han henvendte sig til personalet på flyet og sagde, at han ikke ville flyve med, og politiet blev tilkaldt.

Derefter blev flyet tømt for både bagage og passagerer, hvorefter bombehunde blev sendt ind i kabinen, ligesom de snusede til både bagagen og de fem irakere.

Da man endelig havde fået fastslået, at der ikke var sprængstoffer nogen steder, var det for sent at flyve til Amsterdam, og flyet måtte aflyses.

/ritzau/