Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

På skift tog tre vidner plads i vidneskranken i den store retssal på Vestre Allé i Aarhus, og gang på gang ændrede de forklaring i forhold til, hvad de tidligere har sagt.

Onsdag blev der smidt lidt af en bombe i vidneskranken i Aarhus, da tre unge mænd fra Trillegården i det vestlige Aarhus alle kunne fortælle, at de har afgivet falsk forklaring til politiet i forhold til, hvem der står bag drabet på deres 21-årige ven, som sidste efterår mistede livet ved Kappelvænget i det vestlige Aarhus.

I retten forklarede de alle, at det var en imam fra en moské i det vestlige Aarhus, som fik puttet ind i deres hoveder, at det var deres anden ven, en 30-årig mand, som i et år har siddet varetægsfænslet for forbrydelsen, der var drabsmanden. Den forklaring trækker de nu tilbage.

»Jeg var så ked af det, så jeg ville bare gerne have, at der var en, der skulle bøde for det, og jeg troede på alle de ting, så jeg dannede mig billeder inde i mit hoved af, at det var det, der var sket.«

»Det var derfor, jeg gav den vidneforklaring, men det er ikke sådan, det er,« lød det fra en af de unge mænd, som var klædt i sort fra top til tå, da han, som det andet vidne i sagen, afgav sin forklaring.

Han virkende en anelse nervøs, og dommeren måtte på et tidspunkt bede ham om at stoppe med at sidde og klappe i bordet, da hun ikke kunne høre, hvad han forklarede.

Ligesom de to andre vidner og flere andre mænd, som endnu ikke har vidnet i sagen, blev han den 8. oktober sidste år afhørt af politiet.

Her fortalte han, at det var den 30-årige, som havde skudt den 21-årige. Det havde han set. Det samme gjorde de to andre vidner, som onsdag afgav forklaring.

»Han fortæller mig, at det er xx (den 30-årige tiltalte, red.), der har gjort det. Hvis vi ikke går ind og vidner, så ryger vi direkte i helvede og får et langt og ulykkeligt liv,« lød det fra et af de andre vidner, da han som den første afgav sin forklaring.

Få dage efter drabet besøgte de sammen den afdødes far for at kondolere over tabet af hans søn. På det tidspunkt var imamen også til stede, forklarede de alle.

»Vi er ovre og besøge dem, hvor faren siger, at vi skal vidne, fordi det vil hjælpe ham meget,« forklarede det sidste vidne, som antydede, at den afdødes far var med til at påvirke deres forklaringer.

Hvorfor kom xx (den tiltalte, red.) i spil? Spurgte specialanklager Dorthe Lysgaard.

»Fordi imamen og faren havde hørt, at det var ham, der gjorde det,« lød det fra vidnet, der var iført en North Face-dunjakke og sorte joggingbukser.

De forklarede alle, at de under en uge efter besøgte imamen i moskeen, hvor han fortalte dem, hvad de skulle sige til politiet.

»Han kunne bare ikke lide ham.«

»Det kunne jeg høre på måden, han fik os til at putte ord i vores mund, som vi skulle sige anden gang på politistationen. Der var meget had i manden. Det var meget mærkeligt,« lød det første vidne.

Da de tre vidner afgav deres forklaring den 8. oktober 2020, var de alle selv sigtet for drabet. De sigtelser frafaldt man dog senere.

Ingen af dem ved, hvem der skød den 21-årige mand.

B.T. Aarhus ville gerne have spurgt specialanklager Dorthe Lysgaard ind til, hvad hun tænker om, at hele tre vidner nu ændrer deres forklaring, men hun har ikke ønsket at stille op til interview.

B.T. Aarhus følger sagen.

Andre læser også