Nogle kalder det alternativt, andre kalder det en ældgammel, velgennemprøvet behandlingsform. Faktum er, at hypnose er ved at vinde indpas i den kliniske verden af tandlæger. Det skriver morgenavisen dato.

»Der er afgjort en stigende interesse,« siger Maj-Britt Liliendahl, bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Klinisk Hypnose, et selskab for en række kliniske faggrupper, der bruger hypnose som en del af behandlingen, blandt andet tandlæger.

Maj-Britt Liliendahl har været tandlæge i 15 år og hypnotisør i otte. Hun bruger blandt andet hypnose til at behandle patienter med tandlægeskræk.

Når det gælder børn, der skal bores eller have trukket tænder ud, bruger hun også hypnose for at mindske deres oplevelse af smerte og vende situationen til noget positivt.

»Børn er ofte mere modtagelige for hypnose. Hos voksne skal man igennem flere lag og kan komme til at rode med deres traumer. Og jeg er jo ikke psykolog,« understreger Maj-Britt Liliendahl, der altid oplyser barnets forældre forud for hypnosebehandlingen.

At hypnose kan bruges som decideret smertebehandling, er der ikke megen videnskabelig dokumentation for.

Men som den første herhjemme har tandlæge og hypnoterapeut Randi Abrahamsen fået offentlig støtte til en Ph.d.-afhandling, der skal afdække, om der er noget om snakken.

»Jeg vil gerne være med til at vise, hvad der foregår i hjernen, når man behandler smerte med hypnose,« siger Randi Abrahamsen, som er ansat på Afdelingen for Klinisk Oral Fysiologi på Tandlægeskolen, Aarhus Universitet.

Med støtte fra Dansk Tandlægeforening og Aarhus Universitets Forskningsfond udfører hun hypnoterapi på patienter med smerter i ansigtet på grund af tænderskæren. Projektet har været i gang et halvt år, og det er endnu for tidligt at sige noget om den samlede effekt.

»Men det er tydeligt, at jo mere modtagelig man er for hypnosen, jo færre smerter har man,« siger Randi Abrahamsen til dato.

Hun håber, forskningen kan være med til at bane vej for en større brug af hypnose og hypnoterapi i tandlægefaget. For selv om interessen blandt tandlæger er stigende, er der lang vej til en bred accept, mener hun.

»I Danmark hersker en stor skepsis over for hypnose, fordi folk har set for mange sceneshows med massehypnose.

Den slags er ulovligt i Sverige, hvor det er langt mere almindeligt for tandlæger at bruge hypnose,« siger Randi Abrahamsen.Hun vurderer, at omkring 40 danske tandlæger har en hypnoseuddannelse.