Lyt til artiklen

På bare få timer har flere millioner mennesker været inde og se den stærkt omdiskuterede – og islamkritiske film ”Fitna” på internettet. Den danske tegner Kurt Westergaards tegning indleder og slutter filmen. Han vil i dag forsøgt at få den fjernet fra filmen.

Den kontroversielle kortfilm blev lagt på hjemmesiden www.liveleak.com. Filmen starter og slutter i øvrigt med den danske tegner Kurt Westergaards omstridte Muhammed-tegning med bomben i turbanen.

Filmen er i øvrigt ledsaget af musik fra den verdensberømte norske komponist Edvard Grieg.

Med offentliggørelsen af "Fitna" trodser den hollandske politiker samtidig appellen fra Hollands regering om ikke at gøre det.

Filmen handler ikke så meget om muslimer, som den handler om Koranen, siger Wilders. Han mener, at "Fitna" er sidste advarsel til Vesten, og han har før advaret om "en islamiserings-tsunami" i Holland, hvor der bor omkring en million muslimer.

Filmen viser også billeder fra angrebene på USA 11. September 2001 – og fra angret i Madrid 7. Marts tre år senere. Ved afslutningen af Wilders film er lunten i bomben tændt.

Vil have sin tegning fjernet

Den danske tegner Kurt Westergaard udtalte sig i aftes på TV 2 News meget kritisk over, at hans tegning var blevet brugt i filmen.

Og siden kunne Ritzaus Bureau oplyse, at han allerede i dag vil forsøge at få sin tegning fjernet fra filmen "Fina":

- Problemet er, at tegningen er taget ud af den sammenhæng, som den skal bruge i. Den er rettet mod de fanatiske terrorister, som bruger fortolkninger af islam og Koranen som deres åndelige dynamit.

Den viser, at de har taget profeten Muhammed som gidsel. Jeg har ikke nogen problemer med nogen religioner, heller ikke islam som sådan, men jeg vil selvfølgelig have ret til at kritisere enhver religion, og jeg vil også til enhver tid forsvare Geert Wilders ret til at lave denne her film og vise den.

Men med hensyn til brug af min tegning så er jeg ikke blevet spurgt, og derfor er det for mig en ganske simpel sag om copyright, siger Kurt Westergaard til Ritzau.

En hollandsk domstol skal i øvrigt fredag afgøre, om filmen er i strid med loven, som forbyder hadefulde ytringer.