'Robotterne kommer' er efterhånden et slidt og opbrugt citat, men ikke desto mindre er det nu virkeligheden i en lille gruppe danske kommuner.

I foråret får flere kommunale hjemmesider nemlig selskab af borgerservice-chatrobotten 'Kommune Kiri', der skal besvare dine spørgsmål om alt fra fornyelse af pas til åbningstidspunkter.

'Kommune Kiri' får sin debut på Roskilde Kommunes hjemmeside senere i februar, og i løbet af foråret støder fem andre kommuner til ordningen.

Chatbotten stammer fra Norge, hvor 60 kommuner allerede benytter den norske version 'Kommune Kari'.

Men ikke alle har været lige begejstrede.

Hurtigt kom det nemlig frem, at den virtuelle robot ikke altid formår at svare på ganske simple spørgsmål, ligesom at den også sommetider svarer i øst, når du spørger i vest.

Det store norske medie NRK fik i september 2018 en professor i informatik, Kai A. Olsen, til at teste robotten, og det var med et nedslående resultat.

Den norske professor fandt hurtigt ud af, at 'Kommune Kari' har lidt svært ved at analysere dine spørgsmål. Han fik sig eksempelvis lidt af et chok, da han spurgte robotten, om 'kommunen kunne slå græsset for en 82-årig dame'.

Robotten svarede: 'Har du - eller nogen du kender - været udsat for vold eller overgreb?'.

Hvorfor? Fordi 'Kommune Kari' tog udgangspunkt i ordet 'slå' og derfor koblede til det overgreb og vold. Alt i alt bestod chatrobotten bestemt ikke testen hos Kai A. Olsen, der mente, at robotten burde »skrottes«.

»Teknologien virker ikke og burde ikke være blevet introduceret som en tjeneste til kommunens indbyggere. Hun (robotten, red.) svarer fejlagtigt og upræcist så ofte, at det er uforsvarligt at levere denne tjeneste,« sagde professoren til NRK.

Men den norske kritik giver ikke bange anelser i det midtsjællandske.

»Den her teknologi kan sagtens trækkes i en retning, så den fejler. Du kan også stille et spørgsmål, så den misforstår din intention. Vi håber selvfølgelig ikke, at den ender med at fejle, men jeg er ikke så bekymret. Jo mere den bliver brugt, jo flere spørgsmål vil den kunne besvare,« siger chefkonsulent Rune Stæhr fra Roskilde Kommune.

'Kommune Kiri' implementeres i samarbejde med revisions- og konsulenthuset Deloitte, og foruden Roskilde Kommune får borgere i Frederiksberg, Gladsaxe, Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal også snart mulighed for at skrive med den kvindelige robot.

I Roskilde håber man på at nedbringe antallet af borgernes telefonopkald, der nemlig oftest kan klares med en søgning på hjemmesiden.

Eller altså en besked til den nye kvinderobot, der er tilpasset til det danske sprog.

»Vi ved, at over halvdelen af vores henvendelser på telefonen er fra borgere, der har spørgsmål, der er meget generelle. Hvor svaret kan findes på hjemmesiden: Hvordan fornyer jeg mit pas? Hvilke frister er der? Hvor er åbningstidspunktet for en service? Jeg skal flytte, hvad gør jeg?,« siger Rune Stæhr.

Robotten er udstyret med kunstig intelligens og bør derfor kunne analysere den overordnede kontekst, når du skriver til den.

Men kan vi så i fremtiden forvente, at menneskelig kontakt ryger ud til fordel for chatrobotter og andre digitaliserede tiltag, når vi har et ærinde med kommunen?

»Altså, man kan sige, at hvis borgerne pludselig ikke ringer længere, så giver det ikke mening at have mange, der tager telefonen. Men jeg tror ikke, at den vil have så stor en effekt, at folk stopper med at ringe,« siger Rune Stæhr.