Det er nu fjerde gang, at Røde Kors-butikken i Brande har haft indbrud. 

Alt sammen på kun tre måneder. 

Fredag er der blevet stjålet donationer fra et aflåst skur, og en person er blevet set klippe en hængelås over, skriver TV Midtvest.

I et andet tilfælde har indbrudstyve dog taget den stykket længere. 

Her blev der smadret et vindue, hvorefter tyvene stjal mellem 4000 og 5000 kroner fra kassen.

Den daglige leder i butikken, Anette Jacobsen, har fået nok.

»Vi er mest trætte af, at de tager fra nogen, der har brug for det,« fortæller hun til mediet.

På baggrund af indbruddene er det nu blevet en nødvendighed for Anette Jacobsen og holdet bag genbrugsbutikken at styrke sikkerheden yderligere i butikken.

På Facebook deler 'Røde Kors butik Brande' et opslag, hvor de opfordrer beboerne til kun at indlevere donationer i butikkens åbningstid.

Og tilføjer, »så de tiltænkte donationer til nødhjælp kommer de trængte, som har behovet, til gavn.«