Telestyrelsen præsenterede i dag den nye teleprisguide, der skal gøre det lettere for forbrugeren at finde frem til den billigste udbyder af fastnet, mobil og Internet.

Telestyrelsens direktør Jørgen Abild Andersen præsenterede med tydelig stolthed den nye hjemmeside: www.teleprisguide.dk, der er tilgængelig fra i dag. Guiden gør det muligt for forbrugeren at klikke sig frem til de udbydere, der kan levere de tjenester, man ønsker til den lavest pris.

Teleprisguide.dk er en videreudvikling af prispjecen "Hallo, Hallo - Ved du hvad det koster", som Telestyrelsen har udgivet fire gange om året siden 1998. Og i modsætning til den trykte vejledning, der indeholder omkring 70 abonnementer, indeholder teleprisguide.dk fra start 150 abonnementer, og den vil blive opdateret løbende.

Med teleprisguiden er det muligt for forbrugerne at sammensætte en forbrugerprofil, der stemmer overens med ens eget forbrug. Et klik, så vil man blive introduceret til de 20 billigste udbydere af henholdsvis fastnet, mobilnet og Internet.

Priserne på teleprisguide.dk er inkluderet løbende abbonementsafgift, men oprettelsesafgift hos de enkelte udbydere er udeladt. Med et klik videre på udbyderens navn er det muligt selv at finde frem til oprettelsesgebyret via firmaets hjemmeside.

Selv om Telestyrelsens direktør tydeligvis var meget stolt over det nye netprodukt til forbrugerne, var han opmærksom på, at der ikke er tale om et endeligt produkt. Eksempelvis er udlandsopkald endnu ikke en del af prisguidens beregningsgrundlag.

"Teleprisguide.dk vil løbende blive tilpasset, for den kan med garanti forbedres. Det har været et kæmpe arbejde at få siden op at køre. Men vi har vurderet, at det var vigtigere, at forbrugeren allerede nu fik teleprisguiden stillet til rådighed, fremfor, at den er helt fejlfri," sagde teledirektør Jørgen Abild Andersen. /RB-Børsen/