’Når jeg ser mig i spejlet, kan jeg godt bilde mig ind, at jeg ikke er 80,’ siger film-aktuelle Ghita Nørby. For hverken kærligheden til hendes mænd, hendes livsmod eller arbejdslyst er blevet mindre med alderen
Ghita Nørbys klingende latter fylder rummet på Nordisk Film. Hun er 80 år. Men hendes klang er hverken rusten eller træt.
Latteren er fyldt med lethed og livsmod. Som et af de mange lystspil med Dirch og Ove, hvor der blev ’leet indtil solen gik ned’.
Ghita Nørbys latter er signaturen gennem hendes 60 år lange karriere på scene, på film og i fjernsynet. Og den er hendes beredskab, når mørket falder på.
Log ind på BT PLUS og læs hele artiklen med Ghita Nørby.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
’Når jeg ser mig i spejlet, kan jeg godt bilde mig ind, at jeg ikke er 80,’ siger film-aktuelle Ghita Nørby. For hverken kærligheden til hendes mænd, hendes livsmod eller arbejdslyst er blevet mindre med alderen
Ghita Nørbys klingende latter fylder rummet på Nordisk Film. Hun er 80 år. Men hendes klang er hverken rusten eller træt.
Latteren er fyldt med lethed og livsmod. Som et af de mange lystspil med Dirch og Ove, hvor der blev ’leet indtil solen gik ned’.
Ghita Nørbys latter er signaturen gennem hendes 60 år lange karriere på scene, på film og i fjernsynet. Og den er hendes beredskab, når mørket falder på.
»Det er vigtigt at have den med. Så vi ikke synker ned i selvmedlidenheden,« siger hun.
»Det er jo ikke nogen sygdom at blive gammel. Det er noget, vi i bedste fald bliver alle sammen. Hvis ikke vi er døde forinden.«
Sekundet efter lander det absurde ved ordene i Ghita Nørbys hoved, og så klinger den dér latter igen ud i rummet. Som tusinde fine sæbebobler, der vokser fra maven og vil ud.
Ghita Nørby taler både om sig selv og om sin kommende film ’Nøgle Hus Spejl’.
Filmen gør op med to tabuer: Demenssygdomme og gamle menneskers kærlighedsliv.
Hendes rolle spænder fra det underfundige over det alvorstunge og tragiske.
I filmen flytter Ghita Nørbys karakter, Lily, ind på et plejehjem med sin mand, der er blevet ramt af et slagtilfælde og nu ligger hen – som en grøntsag. Loyalt plejer og pusler hun om sin paralyserede ægtemand. Lige indtil den dag, hvor forelskelsen i skikkelse af ’piloten’ flytter ind i værelset overfor. Han er alt dét, Lily nogensinde har drømt om, og den 76-årige kvindes følelser vågner af dvale.
Gift fire gange
Ghita Nørby er selv kendt for sin store appetit. På livet. Og på kærligheden til de mænd, hun har kendt gennem livet.
»Åh, min elskede Dario, hvor er han sød, og hvor ser han godt ud,« siger hun med varme i stemmen, da hun ser et billede fra 1964 af sin anden mand – sanger og skuespiller Dario Campeotto.
»Jeg ser også Dario i dag. Og hans søde kone og hans dejlige børn,« siger hun.
Hun er ikke i tvivl om, at hun stadig elsker alle sine mænd.
»De betyder noget for mig – så selvfølgelig,« siger Ghita Nørby, der har været gift og skilt fire gange.
Kapelmester Svenn Skipper har hun endda været sammen med ad to omgange.
I dag bor de hver for sig. Men er igen sammen – som kærester og venner.
»Jeg er så heldig, at jeg altid har været så gode venner med mine mænd. Også bagefter. Både dem jeg har været gift med, og dem jeg har været kærester med. Det betyder meget for mig. Et menneske som du én gang har elsket, elsker du vel på en eller anden måde altid. Hvorfor skulle jeg smide en hel masse vidunderlige år væk ved at sige, at jeg ikke vil tænke på dét mere. Det vil jeg gerne. For alle mine mænd var så sjove og dejlige,« siger Ghita Nørby med eftertryk og slår ud med begge arme i en stor, favnende bevægelse. Som ville hun kramme dem alle sammen.
Mændene
Hendes første mand var arkitekt Mogens Garth-Grüner, som hun blev gift med i 1956. Han begik selvmord kort efter, at hun forlod ham i 1957. Derefter dannede hun i seks år par og fik barn med sangeren Dario Campeotto. Fra 1970 til 1978 var hun gift med skuespiller Jørgen Reenberg. Mens hun fra 1984 og 27 år frem dannede par med pianist og kapelmester Svenn Skipper, som hun er lovformeligt gift med – og skilt fra. Efter en kortere pause danner de nu igen par.
Men ligesom hun ikke vil fremhæve én af sine mange mænd, kan Ghita heller ikke nævne ét særligt menneske fra den lange karriere, som har haft særlig betydning for hende:
»Arh, det kan jeg da ikke... Det er det samme som at spørge, hvad der er min bedste film? Eller min yndlingsblomst? Jeg aner det ikke. Så ser jeg et billede af Dario (Campeotto) eller et billede af Dirch. Så går jeg hjem til min nye ven Svenn Skipper, eller sidder sammen med Torben Thim. Så kommer jeg i tanke om Bodil Udsen, Ingmar Bergman, Bibi Anderson. Derfra tænker jeg på Sonja Richter, Sofie Gråbøll og Søren Sætter Lassen. Og Thure Lindhardt. En lang perlerække af mennesker, som er mine dejlige venner.«
Den 80-årige skuespillerindes karriere har efterhånden en længde, der er nærmest enestående i dansk skuespil.
I årtier blev hun castet som den kønne, naturlige pige med spunk og smilehuller. Den ukuelige pige med et stænk af sødmefyldt erotik, og så den dér boblende latter, der altid lå klar lige under overfladen. I finurlige film og lystspil af svingende kvalitet, men altid med garanti for folkelig appel.
»Det er ikke noget, du kan øve dig i, eller noget du kan optræne. Folkelig er enten noget, du er, eller også er du det bare ikke. Det har intet at gøre med, om du er genial på den ene eller den anden måde eller en god skuespiller. Det er noget helt andet,« siger Ghita Nørby og konkluderer, at hun ikke aner, hvor folkelighed kommer fra.
»Det er jo nok det, jeg har. I hvert fald var Poul Reichardt folkekær, og Dirch (Passer) og Ove (Sprogøe). En fyr som Nikolaj Lie Kaas i dag er også folkekær. Der er jo nogen, som man bare elsker. Som mange elsker på én gang,« siger Ghita Nørby.
De tunge roller
Hun har spillet sammen med de fleste gennem tiden. Alle legenderne og alle de nye unge, der stiler mod stjernerne – som Pilou Asbæk, Carsten Bjørnlund og Danica Curcic.
Selv hører hun til sværvægterne, for da ’Flådens friske fyre’ gik i land og ’De blå husarer’ havde råbt det sidste hurra, gik karrieren ikke ned, men tværtimod op i et andet gear. Med tunge, stærke kvinderoller på både scene og i film.
Hun spillede tyskertøs i ’Den korte sommer’, Krygers kone i ’Hærværk’, Regitze i ’Dansen med Regitze’ og så var der glansrollen – som Ingeborg Skjern i den mest populære serie i fjernsynets historie. Samt de store klassiske roller på Det Kongelige. For bare at nævne noget.
»Min karriere følger jo med alderen. Det er mit held, at det har kunnet lade sig gøre,« siger Ghita Nørby, der påstår, at hun på ingen måde havde planlagt det.
»Nej, nu må du...«.
Hun griner højlydt.
Ghita Nørby præsterer ikke ét eneste bandeord. Når hun virkelig skal understrege noget, er det med et ’da’, der måske gør det ud for et ’sgu’.
»Det kan man slet ikke planlægge. Men man kan stille sig åben over for vejr og vind. Og træffe nogle gode valg,« siger hun og vender tilbage til nutiden for at forklare ’et godt valg’.
»Da jeg lavede min forrige film, ’Stille Hjerte’ med Bille August, optog vi i Kerteminde. Men på samme tid spillede jeg hver aften i Skuespilhuset i København. Dér kunne jeg godt have truffet det valg, at det kunne jeg ikke overskue. Men jeg havde lyst til begge ting, og så finder man ud af det. Det er lysten, der driver livet. Derfor kørte vi i bil fire timer hver dag frem og tilbage mellem Fyn og København. Spillede forestilling og filmede, spillede forestilling og filmede,« fortæller Ghita Nørby, der som 80-årig har mindst lige så meget fart på, som kolleger, der er halvt så gamle – eller yngre.
Hun har en ny havebog på trapperne, holder jævnligt foredrag og optræder med Svenn Skipper, Lars Hannibal og Mikala Petri. Og så havde hendes seneste film premiere d. 12 november.
Snyder mig selv
’Nøgle Hus Spejl’ er en af de særligt krævende produktioner, hvor hovedrolleindehaveren er med i hver eneste af filmens scener.
»Det har jeg aldrig prøvet før.« konstaterer hun nøgternt, og en anelse stolt.
»Jeg er jo 80. Men alderen narrer mig en gang imellem. Hvis jeg træder lidt tilbage, når jeg ser mig selv i spejlet, kan jeg godt snyde mig selv lidt. Så står jeg dér og siger: ’Du ser da ikke ud, som om du er 80’.«
Hun har gode gener.
»Min mor blev 98 et halvt. Og hun var lige så smuk og fantastisk at se på, da hun blev gammel. Hun faldt lige pludselig om og døde af et slagtilfælde en dag.«
Var det en god død?
»Ja, det må man da nok sige. Hun kom på hospitalet og havde svært ved at dø, fordi hendes hjerte var så stærkt. Men så vidt vi ved, vågnede hun ikke, inden hun døde.«
Ghita Nørby holder en pause og smiler lidt frem for sig.
»Men vi fandt aldrig ud af det. Så hvis vi skulle tale dårligt om hende, gik vi udenfor.«
Hun ler igen og smiler ved tanken om sin mor, pianisten Guldborg Laursen.
Rette hylde
Faderen Einar Nørby var operasanger, så det kunstneriske har hun fået ind med modermælken. Måske fordi den kulturelle åre flød gavmildt i Ghita Nørbys familie, var det altid oplagt at blive noget ved scenen.
»Det har altid været meget naturligt for mig, at spille. Det handler om evner, jeg kom på den rette hylde, og hvis du er det, så trives du.«
Men det betyder vel ikke, at det altid har været let for dig?
»Nej. Tværtimod. Der er intet, der er let. Jeg har aldrig mødt det. Alt er svært. Alt. Fra dengang og til nu. Mit erhverv er svært, for der er altid noget udefinerligt, man ikke kan nå. Og der er ingen facitliste, man kan krydse af. Du skal tænke dig om og bruge den her. Og det her og den her.«
Hun peger først på sit hoved, derefter på sit hjerte og så maven.
»Da jeg var ung, havde jeg ikke de sten i rygsækken, som jeg har nu. Både de gode og de dårlige. Og der kommer flere og flere til, jo længere du lever. Jo mere du oplever og tænker over livet. Det giver en tyngde, som jeg trækker på. Hver dag. Og som jeg øser af,« siger Ghita Nørby, der kalder sig selv for karakterskuespiller. Til gengæld har hun ikke meget fidus til ’method acting’.
»Jeg er da ligeglad, om jeg er køn, tyk, fed, gammel, klog – eller hvad som helst. Det, der interesserer mig, er at fortælle et andet menneskes historie. Ikke min. Jeg går hjem og tager karakteren af. Jeg bryder mig ikke så meget om det dér ’method acting’. Jeg behøver da ikke at løbe rundt om Valby Bakke for at blive forpustet. Selvfølgelig kan jeg da komme ind på scenen og spille forpustet i løbet af ét sekund. Forpustet kan vel se ud på mange måder,« siger Ghita Nørby og kigger ud ad vinduet, hvor de grå efterårsskyer hænger tunge som bly.
De sorte huller
Med alderen er der flere og flere venner og bekendte, kollegaer og familie, der falder fra.
Hvordan har du det med det?
»Vi dør jo. Det gør vi. Èn dag dør vi – men alle de andre dage lever vi,« siger Ghita Nørby.
Falder du aldrig ned i et sort hul?
»Jo, det ved Gud, jeg gør. Jeg kender godt de sorte huller og afkroge. Og jeg kender til kampen med at kravle op mod lyset igen. Der kan være så mange grunde til, at mørket sænker sig. Selvfølgelig kender jeg det, men jeg har ikke tænkt mig at blive dernede, når jeg falder i. Jeg kan altid se et lillebitte lys foroven. Så siger jeg til mig selv, at jeg bliver nødt til at komme i gang med at kravle op igen.«
Din positivisme og livskraft virker ellers meget dominerende?
»Det er rigtigt, men selv et positivt menneske kan blive ked af det. Det kan vi altså godt. Alt andet ville være umenneskeligt. Jeg er jo ikke en robot.«
»Selvfølgelig har jeg da tunge dage. Jeg er jo ikke et overmenneske, og selvfølgelig kan jeg ærgre mig over, at det regner, at det bliver koldt, og at man skal til at have vintertøjet på,« siger hun.
Foran på bordet ligger iPhone og iPad i venteposition.
»Jeg har alt det dér, og jeg kan godt finde ud af det. men jeg synes, at folk hellere skulle gå ud i regnen og plaske i nogle pytter end at sidde og glo ind i en skærm og tro, at de er sammen med hele verden. Jeg vil hellere fryse og gå udenfor og fodre fugle end at sidde og glo ind i en skærm. Det ved jeg godt, at jeg ikke får ret mange ’likes’ på. Men jeg er i øvrigt heller ikke på Facebook og kommer det heller aldrig.«
Men venner er der nok af. Og hun synes ikke, at det bliver sværere at etablere nye venskaber med alderen:
»I mit fag er det måske lettere, fordi faget kræver, at man kommer tæt på hinanden. Fortroligheden etableres nok meget hurtigt mellem sådan nogle som os.«
»Der er nogle, der synes, at jeg er en åndssvag, gammel kælling, der er besværlig. Og så er der nogle, der synes, at jeg er herlig. Sådan har det altid været. Det er ikke sådan, at man går rundt og er en stor snotklat af yndighed dagen lang. Man er den, man er.«
