En chokeret restaurantgæst fik serveret en burger med et stykke af en finger.

Den ikke særligt appetitlige hændelse foregik på den store, amerikanske restaurantkæde Friday's i USA.

Her fik en restaurantgæst en stor, saftig burger serveret, men nåede heldigvis at spotte et stykke menneskefinger, inden han fik sat tænderne i maden. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Stykket af fingeren tilhørte en køkkenmanager, som lige havde skåret sig alvorligt i fingeren ude i køkkenet. De ansatte hjalp ham straks, uden at opdage, at der var røget en flig af fingeren ned i maden.

En anden tjener serverede derefter intetanende tallerknen til en restaurantgæst, som straks spottede det lille stykke fremmede kød.

En talsmand for kæden TGI Friday's har været ude og beklage hændelsen.

- Vi er meget, meget kede af det. Manageren vidste ikke engang at det var sket, før han kom til hospitalet, siger kædens talsmand, Amy Freshwater.

Det kan blive fatalt for kæden at blive forbundet med hændelsen. Det skete for burgerkæden Wendy's, som blev udsat for et uerstatteligt fupnummer. En kvinde havde med vilje plantet en finger i en burger for at kræve en kæmpe erstatning af kæden. Svindlen blev heldigvis opdaget og kvinden sagsøgt, men Wendy's har tabt en alvorlig mængde kunder efter fupnummeret.

- Vi er udmærket klar over alvoren af denne episode, og vi er simpelthen så kede af, at det skete, siger talsmanden, Amy Freshwater.

Restauranten har været i kontakt med restaurantgæsten, som til at starte med havde tilkaldt politiet. Dog fortalte en betjent ham, at det ikke var en kriminel handling, han havde været udsat for.

Velbekomme!

rbj@bt.dk