Kunne du være kæreste med Thure Lindhardt? Thure Lindhardt er temmelig dårlig til at gøre rent, men til gengæld har han ingen problemer med at acceptere fejl og mangler hos sin partner.

Beskriv dig selv med ca. 15 ord? Ung, dygtig skuespiller på 27, som bor i København og arbejder på Husets Teater.

Hvordan ser en perfekt fridag ud for dig og din kæreste? Den foregår hjemme i vores dobbeltseng med mad fra Kina-grillen og video.

Hvilke ting, som du ejer, vil ingen kæreste nogensinde få held til at kassere? Mig selv, haha. Mine gamle David Bowie-plader - mine originale Ziggy Stardust.

Hvilket par synes du har fundet ud af det sammen? Adam og Eva, hvad kunne de andet? Der var ikke andre... Mine forældre!

Hvor ofte synes du, der skal gøres rent på badeværelset? Hvis jeg havde en rengøringsfyr, skulle det være hver anden dag. Jeg er ikke særlig god til at gøre rent, så jeg vil ikke fortælle hvor ofte jeg gør rent, for så vil jeg bare få Sundhedsstyrelsen på nakken (smiler).

Er du hovedsagelig i byen- eller hjemmemenneske sammen med din kæreste? Begge dele.

Hvem af disse tre - Mads Mikkelsen, Martin Brygmann og Hans Pilgård - kommer nærmest din idealmand? Ingen af dem! For det første er de alle mindst 10 år for gamle til mig.

Jeg kender ikke Hans Pilgård, men jeg kender de andre to, og jeg respekterer dem meget som skuespillere og kan slet ikke sætte dem i forbindelse med noget kærlighedsforhold til mig.

Bortset fra det så synes jeg, man bliver slemt skuffet, hvis man tror det ideelle menneske findes. Man bliver nødt til at påskønne de fejl og mangler den anden person har - acceptere, at det er et andet menneske man står over for.

Er du mest til diskotek eller værtshus/café? Begge dele. Jeg synes, det er fedt at fyre den af på diskotek, jeg gør det bare ikke så tit herhjemme.

Er du god til at give din kæreste gaver uden årsag, og tænker du i givet fald meget over, hvad du skal give? Nej, det er meget spontant, hvis det sker. Jeg er bedre til det, når der er højvande i kassen, hehe.

Kan du lave mad, og foretrækker du at være den, der gør det? Nej, min kæreste er en superdygtig kok, så det er altid ham, der laver mad. For ham er det en lidenskab at lave mad.

Er det vigtigt, at kærester har samme politiske holdninger? Nej, ikke nødvendigvis. Men jeg tror, man bliver nødt til at have en lignende menneskeforståelse. Rent politisk er det glimrende med modstand.

Hvornår synes du, at det er passende at præsentere en kæreste for familie og venner? Når man er sikker på, at det stikker lidt dybere end skæg og ballade. At præsentere sin kæreste for familie og venner er at komme med en erklæring til kæresten om, at »jeg vil dig«. Det er lidt forhastet efter en uge, men samtidig bør der ikke gå flere år.

Nævn et krav, som du altid vil stille til din kæreste? En times massage om dagen (smiler). Vil du giftes i kirke eller på rådhus? Eller overhovedet? Ååh, det har jeg ikke taget stilling til. Som homoseksuel er det lidt svært at blive gift i kirke, så det må blive rådhus, hvis det er. Men jeg har altså ikke taget stilling til det.