Patient-klagenævnet uddeler næser til de samme læger igen og igen. Men Sundhedsstyrelsen lader lægerne arbejde videre.

Det er menneskeligt at fejle. Men hvis fejlen gentager sig ikke bare én, men to, tre eller helt op til 12 gange, så er der ikke længere tale om fejl. Så er det simpelthen sjusk. Til fare for patienterne.

Alligevel har lægerne lov til at praktisere.

- Det kan virke som om, at beskyttelsen af lægen virker stærkere end beskyttelsen af patienten, siger ­Jakob Kjellberg, der er sundhedsøkonom på Dansk Sundhedsinstitut.

Har du været udsat for fejlbehandling? Fortæl din historie til B.T. - skriv til tsn@bt.dk

De sidste tre år har Patientklagenævnet offentliggjort navne på de læger, der begår grove eller gentagne fejl.

På listen står 178 sager. Men hele 16 personer har ikke bare én men flere sager. Andre har sjusket så voldsomt, at patienter er døde.

Få læger straffes
Sundhedsstyrelsen har magt til at stoppe en læge, der er til fare for patienterne.

Men det sker meget sjældent. Faktisk har kun tre læger gennem tiden mistet deres autorisation pga. fejl. Lige nu har yderligere tre læger fået inddraget deres autorisation, men kun midlertidigt.

- Om man får frataget sin autorisation, er ikke afhængigt af, hvor mange fejl man laver. En enkelt bizar eller grov hændelse kan være nok. Det afgørende er, om lægens virksomhed er til fare for patienterne, siger Anne Mette Dons, der er kontorchef i Sundhedsstyrelsen.

Øre-, næse- og halsspecialisten Tibor Kodra fra Næstved har både lavet gentagne og bizarre fejl.

I 2004 skulle han fjerne polypper på en 69-årig mand. Under den simple operation kom speciallægen til at stikke et instrument for langt op i patientens næse.

Hjernevævet blev gennemboret, og manden mistede mere end en ­liter blod. Otte dage senere døde han af hjerneblødningen. Sagen e­ndte i retten, hvor Næstved-lægen fik en bøde på 8.000 kr.

Praktiserer under opsyn
Men den ulykkelige historie står ikke alene. På Patientklagenævnets liste er ørelægen noteret for fem nye sager. Og han er sat under skærpet tilsyn fra Sundhedsstyrelsen. Alligevel har han stadig lov til at praktisere.

Det forstår Patientforeningens Villy O. Christensen ikke.

- Tibor Kodra har et hav af sager, der trækker et spor af ligegyldighed efter ham.

Ønsker hurtig indsats
Både Patientforeningen, Patientforeningen Danmark og lægelig direktør på Hvidovre Hospital Torben Mogensen mener, at Sundhedsstyrelsen burde gribe hårdere og hurtigere ind overfor de læger, der er til fare for patienterne.

Flere af lægerne på B.T.s liste har i dag lukket deres klinik. Men det er, fordi lægen er gået på pension eller af andre grunde frivilligt har valgt at stoppe. Det er ikke Sundhedsstyrelsens fortjeneste.

Fra Sundhedsstyrelsen afvises kritikken.

- Vi gør det, vi synes er nødvendigt i de konkrete sager, siger kontorchef Anne Mette Dons.