Nanna sad alene på sit værelse og legede med Lego. Nedenunder skændtes hendes forældre. De råbte højere og højere. Med ét rejste hun sig op, løb ned ad trappen, kiggede på sin mor og far, løb op på værelset igen og råbte så:

»Far, jeg er kun otte år - Jeg vil ikke have ødelagt min barndom!«

Det er nu snart gået fire år siden den dag - vistnok en onsdag - hvor Nanna fik nok.

Hendes far havde igen drukket for meget. Og han og mor var igen blevet sure på hinanden.

I fem år var Nanna Mossins far fanget af 'alkoholmonstret'.
I fem år var Nanna Mossins far fanget af 'alkoholmonstret'. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Det slog bare klik i mit hoved. Jeg kunne ikke høre, hvad de sagde, men de råbte højt, og jeg var helt forvirret og bange,« siger Nanna Mossin, der i dag er 12 år.

Bange for monstret

Det var ikke hendes far, hun havde fået nok af, men det alkoholmonster, der med sin stædige fangearme havde indfanget og overtaget ham.

»Jeg forestiller mig sådan en brandmand, mørkegrøn ligesom en ølflaske, der med sine lange arme griber fat i min far og giver ham et chok, så han ikke længere er sig selv,« siger Nanna Mossin.

Siden har hun tegnet sin største frygt - alkoholmonstret.

Nanna Mossin har tegnet det ølflaskefarvede monster, som med sin lange fangearme greb fat om hendes far og ændrede ham.
Nanna Mossin har tegnet det ølflaskefarvede monster, som med sin lange fangearme greb fat om hendes far og ændrede ham. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Et monster, som også har kastet skygge over Nannas udtryk på de første mange af de 10 børnehave- og skolefoto, der siden om side - et fra hvert år - hænger over forældrenes seng.

Først lidt over halvvejs i billedrækken slipper monstret, og Nanna lyser op

I de første skoleår troede hendes forældre, hun var ordblind, og lærerne fortalte, at Nanna i perioder var udadreagerende og pludselig kunne fare op og blive vred på sine skolekammerater.

Men Nanna var hverken ordblind eller en dårlig ven. Hun led under sin fars alkoholmisbrug, som ingen andre talte højt om.

Og det er hun ikke ene om. For hver drikkende er der nemlig i gennemsnit fem pårørende, som også bliver påvirket af det, Nanna beskriver som alkoholmonsteret.

Mig og min fucking alkohol

»Børnene bliver små voksne. De bekymrer sig konstant om, hvad der sker hjemme, og de dækker over deres forældre - de finder f.eks. på undskyldninger for, hvorfor de ikke lige har fået en madpakke med,« siger Bjarne Stenger Elholm, leder af rådgivningstelefonen Alkolinjen.

Hans ord bakkes op af en ny rapport fra Børns Vilkår, ‘Svigt af børn i Danmark - Status 2019’, som afslører, at der i hver skoleklasse sidder mindst et barn, hvis ene forælder drikker for meget.

Og de børn er i langt højere grad plaget af fysiske og psykiske problemer som hovedpine, mavepine, nervøsitet, dårligt selvværd, mistrivsel og problemer med at falde i søvn, fremgår det af rapporten.

»Når du drikker påvirker du ikke bare dine omgivelser i det øjeblik, lige når du drikker, men en helt aften eller et helt liv,« siger Jørn Mossin, som alkohol er langt mere skadelig end smøger.
»Når du drikker påvirker du ikke bare dine omgivelser i det øjeblik, lige når du drikker, men en helt aften eller et helt liv,« siger Jørn Mossin, som alkohol er langt mere skadelig end smøger. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Jørn Mossin blev først klar over, hvor påvirket Nanna var af monstret, da hun for nogle år siden fik lov til at møde farens misbrugsbehandler. Behandleren stillede Nanna et spørgsmål, og hun forsøgte at få øjenkontakt med sin far. Men Jørn lænede sig tilbage, så hun i stedet kiggede direkte ind i behandlerens øjnene, og så lukkede hun ellers op for sluserne.

»Hun fortalte, hvordan hun har brugt det meste tid i skolen på at tænke på, om jeg var fuld, eller hvilket humør jeg var i, når jeg kom hjem,« siger han.

Selv flere år efter piner de ord Jørn.

»Hvordan kan man være så dum. Hvorfor gjorde jeg det? Hvorfor var jeg så dum, at jeg kun tænkte på mig selv og min fucking alkohol og ikke tænkte på dem, der står mig nærmest? Jeg har ikke bare såret dem, jeg har svigtet dem,« siger han.