Doug og Dianna Grote mistede deres treårige datter ved en ulykkelig forglemmelse, som Doug Grote var skyld i. Det har taget faderen mange år at lære, at han ikke kun er ’ham, der slog sin datter ihjel’

Det var en mandag morgen i august. Solen skinnede allerede over den lille forstad i Virginia ,USA, hvor Doug og Dianna Grote boede med deres to børn. Treårige Kristen og hendes lillebror Dayton på et år.

Dianna Grote havde natarbejde, så det var hendes mand, der skulle få børnene klar den morgen, inden han skulle på arbejde i kirken, hvor han var præst med ansvar for lokalområdets sportsliv. Doug Grote havde lige været ni dage på arbejdsrejse til Irland, men var alligevel i god tid den morgen.

»Helt usædvanligt var jeg faktisk klar med begge børn, da Dianna kom hjem fra arbejde. Vi passerede hinanden, og Dianna ordnede Kristens hår,« forklarer den i dag 45-årige Doug Grote.

»Mine store hænder har aldrig fungeret med de elastikker,« siger han og smiler til sin kone.

Dagen begyndte, uden af nogen i familien vidste, at deres liv ville ændres for altid.

En varm dag

Doug og Dianna Grote er i Danmark i forbindelse med dokumentarfilmfestivalen Nordisk Panorama Film Festival, hvor filmen ’Utilgivet’ er blandt de nominerede. Filmen handler om at miste et barn – og selv at være skyld i det.

Den slags hender det amerikanske ægtepar til, for Kristen kom aldrig hjem igen.

Det er et stykke tid siden, Doug Grote har fortalt historien, men han har de seneste år valgt at være åben om, hvad der skete den augustdag for 13 år siden.

»Jeg satte børnene ind i bilen og kørte min søn hen til en babysitter, som skulle passe ham, indtil hans vuggestue åbnede. Så kørte jeg hen i kirken, hvor jeg arbejdede. Det var en ret travl dag, fordi jeg havde været så længe væk,« husker Doug Grote.

Omkring klokken 14.30 ringede hans kone og sagde, at hun ville hente børnene.

»Jeg havde været ude at rejse så længe, så jeg bad hende om at hente mig først, så vi kunne hente børnene sammen. Vi gik over parkeringspladsen til Kristens børnehave. Det var sådan en smuk dag.«

I børnehaven aftalte parret, at Dianna Grote skulle hente Kristens ting – en tøjgris og et tæppe – i garderoben, mens Doug Grote tjekkede hende ud af børnehaven på et skema på kontoret.

»Da jeg kom ind på kontoret, lagde jeg mærke til, at jeg ikke havde tjekket hende ind om morgenen. Jeg undrede mig. Vores dage ligner ikke altid hinanden, og vi kan godt gøre tingene i forskellig rækkefølge, men jeg undrede mig alligevel. Hvordan havde den morgen været? Hvad var det, der havde været anderledes?«

Doug Grote skrev ned, hvad klokken nu var, og at han havde hentet sin datter, men i sit hoved prøvede han igen og igen at genkalde sig, hvad der var sket den morgen. Intet dukkede op i hans erindring. Tilbage i garderoben fandt han sin kone.

»Dianna kiggede på mig og sagde: ’Jeg kan ikke finde hendes ting’. Var det hendes tonefald? I det øjeblik klikkede det i min hjerne, og jeg løb.«

Ude på den varme parkeringsplads åbnede Doug og Dianna Grote døren til bagsædet, hvor Kristens barnesæde var. Hun var der ikke. Til gengæld lå hun livløs i bagagerummet, hvor hun var kravlet om.

Doug Grote havde glemt sin datter i bilen.

Anklaget

Parret fik ringet efter hjælp, og mens Doug Grote talte med politiet, fulgte hans kone med deres livløse datter til hospitalet.

»Da jeg kom frem, var hun allerede erklæret død,« siger han.

I en tyk tåge af sorg kom parret igennem begravelsen af deres datter. De var omringet af familie og venner samt medlemmerne af deres kirke, som tog sig af dem og sørgede for, at de ikke skulle savne andet end deres datter. Efterhånden som medierne fik færten af historien, søgte parret tilflugt hos venner, hvor de boede for ikke at blive opsøgt af journalister. Medierne var ikke lige venligt stemt over for Doug Grote.

»Det var som om, de hele tiden ventede på, at det skulle vise sig, at jeg var en skidt fyr. At jeg havde planlagt Kristens død.«

Doug Grote priser sig lykkelig for, at de sociale medier ikke spillede en stor rolle dengang. Mediernes behandling af sagen var rigeligt for ham, og han blev konstant konfronteret med fremmede mennesker, der hadede ham.

Foto: Lasse Barkfors
Foto: Lasse Barkfors
Vis mere

»Et radioprogram lod folk ringe ind og sige deres mening om mig. I ugevis ringede folk ind og sagde, at jeg skulle skydes eller hænges. Folk, der intet kendte til situationen og ikke kendte mig. Vores familie og venner sagde, at jeg ikke skulle lytte til det, men en dag tændte jeg for programmet. Jeg slukkede ret hurtigt,« husker han.

Tre uger efter Kristens død kom anklagen. Doug Grote blev tiltalt for at være skyld i sin egen datters død.

»Det var en ret hård anklage fra en offentlig anklager. Politiet havde allerede henlagt sagen som en ulykke,« forklarer Doug Grote.

I december 2004 kom sagen for retten. Retssalen havde omkring 200 stole, og hver og én var optaget af Doug Grotes mange støtter, som sørgede for, at der ikke blev plads til ’de andre’.

Det var en mærkelig retssag, for ingen var uenige om hændelsesforløbet.

»Anklageren fortalte, hvad der var sket, og så vendte dommeren sig mod mig og spurgte, hvad jeg mente. Jeg sagde, at jeg var enig i, hvad anklageren havde forklaret. Det var præcis, det, der var sket.«

Den gode dommer

I marts det følgende år faldt dommen.

»Jeg tænker tit på dommeren. Han var sådan et godt menneske. Han var fløjet ind fra en anden stat, fordi vores lokale dommer var inhabil i sagen,« husker Doug Grote.

»På det tidspunkt var jeg ligeglad. De måtte gerne sende mig i fængsel. Min datter var død, og jeg var en forbryder. Heldigvis havde jeg en advokat, som ikke var ligeglad og sagde: ’Nej, nu går vi ind og forsvarer dig’.«

Det blev dog hverken advokaten eller anklageren, der fik det sidste ord i retssagen.

»Dommeren vendte sin stol mod mig, og så holdt han en tale om, hvor mange fejl alle forældre begår hver dag, uden at det har konsekvenser for deres børn. Hvor mange gange man efterlader et barn tæt på vejen, hvor mange gange man er uopmærksom, fordi telefonen ringer, hvor mange gange små børn er for tæt på en swimmingpool,« husker Doug Grote.

Det var et menneske – og en familiefar – der sad på dommersædet i retssalen den dag, og han fortalte en historie fra sit eget liv som far.

»Han fortalte, at han engang havde været i tivoli med sine to små døtre. De var alt for små til at komme med op i en forlystelse, men dommeren havde bedt ham, der passede forlystelsen, om lov til at tage dem med alligevel. Allerede da han og de to små piger drejede om rutsjebanens første hjørne, tænkte han: ’Det er ikke godt det her’. Han var simpelthen bange for, at han var i gang med at slå sine piger ihjel. Men det gik godt.«

Efter sin fortælling kiggede dommeren på Doug Grote: ’Du traf ikke et valg, som jeg gjorde. Når du ikke traf et valg, hvad skal du så i et fængsel? Du har jo allerede fået din straf’.

I stedet lød dommen på 80 timers samfundstjeneste, og derfra blev livet lettere.

Tilbage til livet

»Det var en lang proces. Hele vejen frem til retssagen sad vi følelsesmæssigt fast i sorgen. Efter den kom helingen – vi heler stadig. Dianna havde sin sorg, men jeg havde både sorg, skyld og skam. Jeg havde givet mit liv til Gud. Vi levede småt. Jeg var en god far. Jeg var en ’good guy’. Og så skete det her for os. I en periode var jeg ligeglad med mit liv. Jeg spurgte Dianna igen og igen: ’Hvorfor hader du mig ikke. Det burde du’.«

Han kan huske sidste gang, han sagde det til hende. De sad i deres bil nogle år efter ulykken.

»Hvorfor hader du mig ikke, det burde du,« spurgte han igen og igen.

»Jeg forventede hele tiden hendes had.«

Men Dianna Grote har aldrig hadet sin mand, og hun har ikke haft behov for at tilgive. Hun havde altid ment, at han var en fantastisk far. Udover at føle en enorm sorg over tabet af sin datter har hun mest af alt haft medfølelse med sin mand, som martrede sig selv.

Af med hætten

Det tog Doug Grote mange år at komme over skammen. Når han skulle ud af huset, trak han sin hætte op og dukkede nakken i håb om, at ingen ville genkende ham.

Han var overbevist om, at alle, der ikke kendte ham, hadede ham.

En dag ringede kollegaerne fra kirken og spurgte, om han ville med ud at spise frokost. Han havde egentlig lyst til at sige nej, men trak alligevel hætten op og gik med.

»Det var på en lille lokal restaurant – Brunetti’s. Jeg vidste, hvem ejeren var, men kendte ham ikke, og han kendte ikke mig. Da jeg kom ind på restauranten, gik han direkte hen til mig, tog min hånd og sagde: ’Hvor er det godt at se dig’. For første gang siden Kristen døde, tænkte jeg: ’Måske er det ikke alle, der hader mig’. Jeg gik ind med hætten oppe, men jeg gik ud uden.«

Alligevel var han langtfra færdig med at bebrejde sig selv.

»Der var lang tid, hvor jeg slog mig selv i hovedet. Havde jeg glemt mine nøgler, tænkte jeg straks: ’Ja, selvfølgelig, det er klart. Du er jo en idiot, du kan ikke engang huske din egen datter’.«

Men med tiden vendte det.

»I dag ved jeg, at jeg har en værdi, som rækker ud over en enkelt hændelse. Jeg er mere end bare ham, der glemte sin datter. Jeg defineres ikke kun af én hændelse. Det var et stort øjeblik og det tog lang tid at nå til den erkendelse, men til sidst gav Gud mig en lussing og sagde: ’Jeg har skabt dig som mere end dét, du har en værdi’.«

I dag arbejder han som leder af et sportskompleks i South Carolina, hvor familien, som siden blev forøget med lillebroren Declin, flyttee til for ti år siden. Til at begynde med fortalte parret ikke nogen i den nye by, at de havde en dyster historie bag sig.

Men da de for et par år siden blev kontaktet af et skandinavisk par, der ville lave en dokumentarfilm, sagde de ja. Tøvende.

Mest af alt var de bange for, at blive dømt. Bange for at skulle stå frem i deres nye lokalsamfund med historien.

»Det var et stort skridt for os. Men da vi lagde forfilmen på vores Facebookside, var det en måde at sige: ’Hey, det er også, hvem vi er’.«

Ved Kristens grav har forældrene en bænk, hvor de kommer for at mindes deres datter, der døde for 13 år siden.

Foto: Lasse Barkfors
Foto: Lasse Barkfors
Vis mere