Ove Sprogøe savnede sin Eva, der døde den 20. august, men havde familien hos sig til det sidste.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Ove Sprogøes tre sønner og deres familier var sammen med deres far, svigerfar og bedstefar til det allersidste. Lige siden Ove Sprogøes kone Eva døde 20. august, har de besøgt ham dagligt på Løjtegårdsvejens plejehjem på Amager, hvor han boede med sin elskede Eva de sidste måneder af deres liv, og hvor Ove Sprogøe tirsdag morgen blev fundet død efter at være sovet stille ind.

Ove Sprogøe valgte sammen med sin kone at flytte på plejehjem på grund af gigten, og med sine 84 år kom døden ikke som noget decideret chok for familien.

»Det foregik ret udramatisk, og vi har kunnet være hos ham hele tiden,« forklarer svigerdatteren, skuespilleren Anne Fletting, som er gift med Ove Sprogøes yngste søn, skuespilleren Henning Sprogøe.

Savnet
Familien har ikke kunnet lade være med at tænke på, hvor påfaldende det er, at deres far, svigerfar og bedstefar dør få uger efter, at han måtte sige endeligt farvel til sin elskede hustru, Eva Sprogøe. Den 84-årige skuespiller har da også de seneste uger talt meget om, hvor meget han savnede sin elskede hustru.

»Men det har vi jo allesammen gjort,« lyder det fra svigerdatteren Anne Fletting, som kun kan gisne om, hvorvidt Ove Sprogøe simpelthen ikke kunne leve uden sin kone.

»Vi ved jo ikke, om det var derfor. Og det får vi jo heller aldrig at vide,« konstaterer Anne Fletting, som tydeligvis er meget berørt af Ove Sprogøes død, selv om den ikke kom aldeles uventet.

For en af Ove Sprogøes nærmeste venner, skuesepilleren og teaterdirektøren Preben Harris, kommer Sprogøes død heller ikke som noget chok.

Uforlignelig kammerat
»Men den kommer som en stor sorg, for jeg har mistet en nær ven og en kollega, som jeg beundrede grænseløst. Da jeg i 1971 blev teaterchef på Folketeatret, var den første, jeg ville ha' ansat, Ove Sprogøe. Og i over 25 år havde vi et meget nært samarbejde.

Som kammerat og ven var han uforlignelig. Han bestilte ikke andet end at sprede gode vibrationer. Af ham lærte jeg respekt for arbejdet. På Folketeatret var Ove min stjerne - uden at han nogen siden opførte sig som sådan, dertil var han alt for beskeden.

Han var myreflittig og helmede aldrig, før rollen var i top. Han var en karismatisk personlighed med en energi, der var lige så stor som hans beskedenhed.

Omkring sin 80-års fødselsdag trak han sig tilbage - uden store falbelader. Det var efter eget ønske og med stor noblesse. Han var plaget af gigt og andre gebrækkeligheder, men mentalt var han ikke svækket.

Jeg holdt nær kontant til ham, men i den seneste tid ønskede han ikke besøg, men var lykkelig for telefonsamtaler og breve. Uden at vide det bestemt, så tror jeg, at hans kones død gjorde det svært for ham at se en mening i at fortsætte.

Jeg tror, Ove sidder i sin himmel - han kan være glad og stolt over et fuldbragt livsværk.«