En Fakta-butik i Oksbøl er blevet politianmeldt for dårlig hygiejne. Igen. For anden gang på få måneder.

»Virksomheden fremstår generelt dårligt rengjort, på berøringsoverflader ved mælkekøler og kundefryser,« lyder de udslagsgivende ord i Fødevarestyrelsens kontrolrapport.

Myndighederne har kontrolleret dagligvarebutikken, der ligger på Østergade i den lille sydvestjyske by små 25 kilometer nord for Esbjerg, efter en henvendelse fra en kunde, fremgår det videre.

Og det er altså langtfra første gang i år, at den har været gal i den pågældende Fakta-butik, hvor de sure smileyer er langet ud fra Fødevarestyrelsens kontrollanter:

  • 11. marts, 7. maj og 1. juli blev der ved tre kontrolbesøg i træk givet en sur smiley – det udløste bøder på henholdsvis 10.000 og 15.000 kroner, inden butikken ved det tredje besøg blev politianmeldt.
  • 29. juli og 12. september var der dog glade smiley.
  • 12. oktober blev der altså så igen givet en sur smiley. Og endnu en politianmeldelse.

I den nyeste kontrolrapport bliver der gjort opmærksom på, at personalet straks begyndte at gøre rent under besøget fra Fødevarestyrelsen, men det var altså ikke nok.

Der blev konstateret følgende mangler:

»Belægninger af rust rundt ved dørene i mælkekølerne samt belægninger af skidt og snavs på midtersprosse ved døren ind til mælkekøleren. Der er konstateret vand og skidt rundt ved håndtagene til fryserne, hvor der opbevares emballerede fødevarer,« lyder det i rapporten, der konkluderer, at 'virksomheden ikke rengør kanter rundt ved dørene til mælkekøler samt håndtag rundt ved fryser med en frekvens, der sikrer en tilstrækkelig rengøring'.

Hos Coop, der blandt andet ejer Fakta-kæden, mener afdelingschefen for Fødevaresikkerhed, Bettina Ørsnes Larsen, at det seneste kontrolbesøg udelukkende har udløst en sur smiley på grund af Oksbøl-butikkens mange sure smiley tidligere på året.

»Jeg hæfter mig ved, at butikken var kommet i en god gænge med to glade smileyer efter foråret,« siger hun til Jv.dk.