DAGENS LEDER 1/11-2002: B.T. har i en serie artikler udstillet en sjældent grotesk form for misbrug af fagforeningsmedlemmer her i landet.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Johnny Nim er blevet afsløret som en mand, der systematisk har udnyttet medlemmernes tillid til at berige sig gennem et bredt udvalg af udspekulerede fiduser.Nim er ikke nogen rigtig fagforeningsmand, vil nogen mene. Han hører ikke under nogen hovedorganisation og har intet at gøre med LO-fagbevægelsen, som dominerer billedet herhjemme.
LO-fagforeningslederne kan derfor med nogen ret være bekymret for, at de skarpe afsløringer af Nims »gule« fagforenings-metoder smitter af på den traditionelt socialdemokratiske enheds-fagbevægelse, der har nok i sine pamper-problemer, der i almindelighed ligger på et helt andet niveau.
Nim er langt nærmere den type mafia-lignende fagforenings-tænkning, som vi kender fra USA.
Her har arbejdernes organisering fra et tidligt tidspunkt åbnet et særligt område for en tvivlsom mellemting mellem forretningsfolk og forbrydere, der blandede fagforeningsmagt med voldelige forbryderbanders metoder.
Lige så vigtigt det har været, at arbejderne gennem den nyere historie har erobret ret til at organisere sig i foreninger, der var uafhængige af private virksomheder og uafhængige af statsmagten, lige så risikabelt har det været.
Overalt har der været magtmennesker parat til at misbruge den magt, som fagforeningerne udviklede.
Herhjemme har vi haft fordelen af at have noget nær et monopol på fagforeningsmagt hos den socialdemokratiske arbejderbevægelse.
Det har givet muligheder for et usædvanligt civiliseret og velordnet arbejdsmarked.
De socialdemokratiske »pampere« har bestemt ofte været præget af magtbrynde og arrogance og langtfra altid forstået at sætte medlemmernes interesse i forgrunden. Men i det store og hele har fagbevægelsen ydet et helt afgørende værdifuldt bidrag til skabelsen af et af verdens mest harmoniske og lighedsprægede samfund.
Enhedsfagbevægelsen har rummet sine egne indre kontrolmetoder.
Pamperi har kostet dyrt. Fagbevægelsen har måttet tage kostbare, men nødvendige opgør med mere eller mindre åbenlyse svindlere.
Den interne revision er blevet skærpet.
Alligevel har det været en rystende erfaring, at den moderne fagbevægelse ikke var sikret mod en Willy Strube-sag.
Men det må erkendes, at der er milevidt fra den socialdemokratiske fagbevægelses problemer til Nims gule fagforening.
Eksemplet understreger, at moderne lønmodtagere er nødt til at se sig grundigt for, før de vælger den billigste fagforening og den billigste a-kasse i den større grad af konkurrence om disse serviceydelser, som vil udvikle sig - også med den nye regerings initiativer på området.
Det er primært medlemmernes eget ansvar, at de ikke bliver misbrugt af skruppelløse fagforenings-bosser. Naturligvis skal diverse myndigheder tilse, at lovbundne aktiviteter foregår efter reglerne - f.eks. på a-kasseområdet. Men medlemmernes eget ansvar er tydeligt.
Både det forhåbentlig helt specielle og usædvanlige tilfælde John Nim og det almindelige opgør med fortiden i LO-fagbevægelsen sætter medlemmerne og deres egen dømmekraft og vilje til demokratisk medansvar i centrum. Sådan skal det være.
