Den britiske højrefløjsaktivist Tommy Robinson bortvises fra Facebook for at bryde mediets regler om hadefulde ytringer. I Danmark har den højrenationale politiker Rasmus Paludan studeret reglerne for at omgå dem.

»For eksempel skriver jeg ikke 'muslimer' - jeg skriver 'religiøse mennesker'. Men alle ved jo godt, hvad jeg mener,« siger Rasmus Paludan.

I Facebooks regelsæt må man ikke ytre sig hadefuldt om personer med et bestemt religiøst tilhørsforhold. Det kommer Paludan udenom ved at undlade at definere, præcis hvilken religiøs gruppe han kritiserer.

Alle, der følger Paludan, er dog ikke i tvivl om, at han er yderst kritisk over for Islam.

Den højrenationale leder af partiet Stram Kurs er blevet kendt for sine kontroversielle videoer, hvor han tropper op ved ghettoer og socialt udsatte områder og afbrænder koranen. Som regel under massiv politibeskyttelse. Senest afbrændte han søndag en koran i Frederikshavn.

Rasmus Paludan delte i oktober 2017 pjecer ud på Runddelen på Nørrebro .No Pegida, som tidligere har været voldelige ove rfor ham, var til stede. Politiet var også mødt talrigt op.
Rasmus Paludan delte i oktober 2017 pjecer ud på Runddelen på Nørrebro .No Pegida, som tidligere har været voldelige ove rfor ham, var til stede. Politiet var også mødt talrigt op. Linda Kastrup

Paludan fortæller, at han over 10 gange har fået karantæne på Facebook.

»Vi fik slettet vores to sider 'Stram Kurs' og 'Rasmus Paludan' i juli sidste år. Vi har oprettet nye sider, og vi er nu blevet bedre til at manøvrere i Facebooks arbitrære  regler, så det, vi lægger op, ikke er i strid med dem,« siger Paludan.

Han mener, at Facebooks ekskludering af Tommy Robinson er et angreb på ytringsfriheden.

Facebook har i et indlæg forklaret, hvorfor Robinson, der i 2009 blev kendt som stifter af den højreradikale organisation English Defence League, ikke længere er velkommen:

'Tommy Robinsons Facebook-side har gentagne gange brudt reglerne ved at dele indhold med krænkende sprog, som opfordrer til vold mod muslimer,' skriver Facebook.

36-årige Tommy Robinson, hvis rigtige navn er Stephen Yaxley Lennon, er desuden bortvist fra Instagram og Twitter. YouTube har dog endnu ikke lukket hans kanal, der har over 340.000 følgere.

Det kan være på lånt tid. Senest har næstformanden for partiet Labour, Tom Watson, skrevet til Google, der ejer YouTube, og argumenteret for, at Google skal følge de andre sociale medier og ekskludere Robinson.

Bortvisningen fra Facebook har både i Storbritannien og Danmark sat gang i en debat om ytringsfrihed.

Den danske journalist og debattør Mikkel Andersson advarer imod at undertrykke ytringer fra personer, man finder ekstreme.

'Idéen med ytringsfrihed er netop at beskytte retten til at fremsætte udsagn, som mange finder grove, krænkende og ekstreme, så de kan blive vejet, debatteret og gendrevet i det offentlige rum,' skriver han i et blogindlæg på Berlingske.dk.

Robinsons ideer forsvinder ikke, fordi man bortviser ham fra Facebook, og det kan have den modsatte effekt, skriver Andersson:

'Tværtimod vil den slags censur primært bekræfte hans tilhængere i, at de er oppe mod et establishment, der vil gøre alt for at undertrykke deres synspunkter, og at de kæmper i en god sags tjeneste. I lyset af Trump, Brexit og senest de franske gule veste tvivler jeg meget på, at det er en særligt farbar vej.'