Der er blevet strammet gevaldigt op på en usund mobbekultur på Herlufsholm.
For nu viser nye trivselsmålinger, at skolens STX-afdeling ligger blandt de højeste i Danmark.
Det skriver TV2 Øst.
Skolen scorer særligt højt på social trivsel, fagligt og individuelt læringsmiljø, mobning samt pres og bekymringer.
Trivselsmålingen er lavet af Børne- og Undervisningsministeriet, som har undersøgt trivslen blandet hele landets gymnasier.
Under kategorien 'Jeg er glad for at gå i skole' ligger Herlufsholm blandt de tre bedste gymnasier i landet i målingen.
Og det er skolen glad for.
»Det er vi meget glade for, vi synes, at det afspejler det arbejde, vi har lavet de sidste tre år i forhold til trivsel,« udtaler Richard Hannon, der er vicerektor på Herlufsholm, til TV 2.
Den gode trivsel på skolen står i stærk kontrast til det billede, der i foråret 2022 blev tegnet, da TV2s dokumentar 'Herlufsholms hemmeligheder' afslørede et mørkt og dystert billede bag skolens 'flotte' facade.
I dokumentaren stod en lang række tidligere elever frem og fortalte om en kultur præget af mobning, vold og seksuelle krænkelser.
Kritikken lød særligt på, at skolen ikke håndterede disse sager tilstrækkeligt – men nu er der tilsyneladende kommet andre boller på suppen.
Dokumentaren vakte opsigt landet over, hvilket også medførte, at kong Frederik og dronning Mary valgte at trække kronprins Christian ud af skolen.
Samtidig blev det også besluttet, at lillesøster Isabella ikke skulle starte på skolen – selvom det var planlagt.
