Vi er født med en form for seksualitet, men den er ikke bestemt af noget særligt gen, og den kan ændre sig flere gange.

Det kan være, at du har undret dig over, hvorfor du tiltrækkes af noget, mens andre tiltrækkes af noget andet.

Seksualitet kan være svært at tale om, og man kan let komme i tvivl om, hvorvidt andre går og har det på samme måde som en selv.

Men er vores seksualitet medfødt?

Det undersøger YouTube-kanalen Tjek i et nyt afsnit af serien ’Talk’, hvor unge taler åbent om seksualitet, skriver Videnskab.dk.

Tjek er Videnskab.dk’s YouTube-kanal, der bringer forskningsbaseret viden ud til danske unge.

I videoen forklarer værten, Amalie Wessel, at seksualitet ikke kun handler om, hvorvidt du er hetero, homo, bi eller noget helt fjerde. Og det handler heller ikke bare om sex, men også om kærlighed, intimitet og relationer.

Der er nemlig tre dele, som er afgørende for at bestemme vores seksualitet: Den biologiske, den sociale og kulturelle del.

Allesammen er vi født med en form for seksualitet, men der er stor forskel på vores seksualitet, fra vi er børn, til vi er voksne, skriver Videnskab.dk.

Som barn kan man synes, at et kys eller kram kan føles rart. Men når vi bliver teenagere, og hormonerne spiller ind, bliver vi mere bevidste om vores seksualitet, som bliver forbundet med en form for seksuel nydelse.

»For mig handler det om, hvad man har lyst til lige nu. Der spiller en masse ting ind, og man behøver ikke bare være til én ting,« fortæller Julie fra panelet.

Man kan altså opleve, at ens seksualitet ændrer sig gennem tiden, og der findes ikke noget medfødt gen, som afgør din seksualitet.

Vores seksualitet er dog - gennem vores kønshormoner - styret af visse biologiske forudsætninger.

Præcist, hvordan kønshormoner påvirker vores seksualitet, det ved man ikke. Men man ved, at der er en sammenhæng.

Videnskab.dk og Tjek har snakket med både Birgitte Schantz Laursen, lektor hos Sexologisk Forskningscenter ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitetshospital og Sarah Wåhlin Jacobsen, ph.d fra Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet i forbindelse med videoen.

De forklarer blandt andet, at seksualitet kan spille en stor rolle i forhold til vores identitet og i forhold til vores egen selvopfattelse.

Andre artikler på Videnskab.dk: