Et kæmpemæssigt ozonhul på tre gange Grønlands størrelse har hængt over Arktis i næsten en måned.

Det er det allerstørste ozonhul nogensinde observeret over Nordpolen, men nu er det lukket igen, melder forskere fra EU’s Copernicus Atmosphere Monitoring Service (CAMS) i et tweet.

Det skriver LiveScience ifølge Videnskab.dk, hvor du også kan se en animation, fra da hullet var på sit højeste.

Hullet i ozonlaget åbnede sig over Nordpolen i slutningen af marts i år, hvor usædvanlige vindforhold, kendt som en polarhvirvel, fangede kold luft over Arktis i flere uger.

Vindene skabte et rundt 'bur' af kold luft, som dannede en formation af højtliggende skyer.

Inde i 'buret' blandedes skyerne med menneskeskabt forurening i form af klor og brom og spiste det omgivende ozongas, så der gradvis opstod et stort hul i atmosfæren, skriver Det Europæiske Rumagentur, ifølge LiveScience.

Et lignende ozonhul åbner sig hvert efterår over Sydpolen, men vejrforholdene, der får hullet til at opstå, er meget sjældnere på den nordlige halvkugle.

I år åbnede hullet sig over Nordpolen, fordi den kolde vind var koncentreret i det område i længere tid end normalt.

Nu har hullet dog lukket sig igen.

I sidste uge delte polarhvirvlen sig og skabte en form for sti, så den ozonrige luft kunne flyde tilbage i området over Nordpolen.

Lige nu er der alt for lidt data til at afgøre, om det arktiske ozonhul vil dukke op igen, fortæller Martin Dameris, en atmosfæreforsker ved German Aerospace Center, til tidsskriftet Nature ifølge Videnskab.dk.

Andre artikler på Videnskab.dk