Det var en udmærket uge at være dansker.

Naturligvis ikke for alle, men tre steder i Danmark skete der en forandring til det bedre.

For nogle var der ligefrem tale om, at retfærdigheden endelig skete fyldest.

Tre forskellige sager, der alle har været fyldigt omtalt i B.T. over en længere periode.

Lad os begynde i Brønshøj, en forstad til København. For 30 år siden var Brønshøj kendt fra Bjarne Reuters bøger som en nærmest idyllisk plet, hvor det var godt at vokse op. Sådan er det ikke længere. Beboerne, butikkerne og ikke mindst pølsevognen på Brønshøj Torv har været plaget af chikane og hærværk. Til sidst gav pølsevognens ejer op, lukkede butikken og rejste på landet. Andre butikker måtte indskrænke. Beboerne i området er blevet chikaneret på det groveste, og mange tør slet ikke gå ud om aftenen.

B.T. har i flere uger fortalt om forholdene i Brønshøj, men vi kunne kun vise virkeligheden, fordi modige borgere har stået frem og nægtet at lade sig kue. Den lokale håndboldklubs unge spillere oplevede både chikane og hærværk, så det til sidst var svært for dem at komme til at dyrke sport.

Både justitsministeren, Folketingets formand og De Radikales formand har besøgt området for at se på forholdene. Det ændrer ikke noget i sig selv.

Torsdag besluttede Københavns Kommune endelig at placere vagter i den lokale hal, så håndboldspillet kan komme i gang igen. Samme dag havde B.T. samlet fire politikere OG en pølsevogn på torvet for at lade borgerne give politikerne det reelle billede af virkeligheden i Brønshøj.

Det var en god dag, for mange mødte frem og alle pølser blev spist.

Københavns Kommune besluttede torsdag at bevilge ekstra 47 millioner kroner, som skal gå til almindelige borgere i kommunen. Københavns Teknik- og Miljøforvaltning lever i sin egen verden, hvor borgerne er modstandere, der skal bekæmpes. Igennem utallige artikler under mærket ‘Trynet af kommunen’ har B.T. afdækket svindel, korruption, magtmisbrug og kynisk arrogance. Adskillige er efterhånden blevet fyret i forvaltningen, herunder de to øverste chefer.

En af de groteske sager handler om rydning af fortove. Københavns Kommune besluttede, at de selv var bedst til den opgave, og derfor skulle borgerne bare makke ret. Kommunen ‘glemte’ at undersøge, hvad det kunne koste hos en privat, og derfor betalte kommunens skatteborgere ti gange så meget som nødvendigt. B.T. afslørede denne praksis, og så rullede hovederne.

Nu ruller pengene tilbage til de rette ejermænd: Borgerne. Kommunen har dog undervurderet størrelsen af beløbet - igen. Tidligere afsatte de 17,5 millioner kroner, men regningen er blevet væsentlig større og ender nu samlet set på 64,5 millioner, som de plagede københavnere har betalt for meget.

Retfærdigheden skete fyldest den dag.

I Herfølge bor en mand, der venter på sin kone og sin papdatter. Manden hedder Frank Thøgersen og er halbestyrer i byen. Papdatteren hedder Mint og vil snarest få en lov opkaldt efter sig.

Mint er smidt ud af Danmark og bor på syvende måned i Thailand. Mint kunne ikke være her, for Udlændingestyrelsen bedømte hende som 'ikke egnet til integration'. På trods af at hun taler flydende dansk, og hendes skole i høj grad sagde god for hende.

Mint er ikke alene. B.T. har gennem syv måneder fortalt om de unge mennesker på mellem 12 og 15 år, der er smidt ud af landet med den samme begrundelse. Der er 70 i alt, og de fleste kommer fra Asien som Mint. Alle har de en familie, der ønsker at opdrage og forsørge dem. Mange familier har forladt landet for at bo i eksil i enten Flensborg eller Malmø. Ganske almindelige sunde og selvforsørgende danske familier, der oplever at blive vist ud af Danmark. Helt grotesk, når vi i samme uge kunne fortælle om de mange rumænske kriminelle, der lige nu sidder i danske fængsler, fordi de ikke kan sendes hjem til deres eget land.

Torsdag besluttede Socialdemokraterne, at de vil lave en særlov, når de kommer til magten, der sikrer, at Mint og de 69 udviste unge kan vende retur til Danmark. Forslaget er nyt og et tillæg, da der allerede nu er flertal for at ændre de eksisterende regler, så det ikke sker igen. Men den lov hjælper ikke Mint. Partiernes reaktion på Socialdemokraternes nye forslag var positiv, så Mint bør kunne være hjemme efter sommerferien.

Det var en god dag, hvor den sunde fornuft endelig slog igennem.

Alle tre sager har betydet en forbedring for de ramte borgere. For nogle en stor sejr, for andre et skridt på vejen, men for alle har den sunde fornuft og retfærdigheden endelig sejret.

Det er helt afgørende for vores journalistik på B.T. Vi arbejder for at hjælpe danskere, der føler sig overset og uretfærdigt behandlet. Vi tror på, at det nytter at kæmpe imod. Vi laver journalistik med hjertet på det rette sted og er glade for, at vores journalistik kan bruges.

Derfor var det også en god uge for os i Pilestræde.