Endelig afsløret: Her gemmer Sarah Ferguson sig
Midt i Epstein-stormen har den tidligere hertuginde søgt tilflugt hos en gammel flamme. Nu er han død, og det kan få enorm betydning for hende.

Midt i Epstein-stormen har den tidligere hertuginde søgt tilflugt hos en gammel flamme. Nu er han død, og det kan få enorm betydning for hende.

Afsløringerne om hendes relation til den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein har længe martret Sarah Ferguson.
Den tidligere hertuginde af York har da også været som sunket i jorden.
Men nu er der kommet nye oplysninger om, hvor ekskonen til kong Charles’ skandaleramte bror Andrew angiveligt har søgt ly.
Ifølge The Sun har Sarah Ferguson opholdt sig hos sin tidligere kæreste, Formel 1-rigmanden Paddy McNally, i hans luksushytte i alpebyen Verbier i Schweiz.
Ejendommen har en anslået værdi på omkring 15 millioner pund – svarende til 131 millioner kroner.
Sarah Ferguson og Paddy McNally dannede par fra 1982 til 1985, men bevarede et tæt forhold i årtier.
Hun har tidligere beskrevet ham som en faderfigur, som hun søgte råd hos. Og det er langt fra første gang, at rigmanden har hjulpet Sarah Ferguson.
I 1996 opholdt hun sig i hans hytte i Verbier, da skilsmissen fra Andrew blev offentliggjort. Og i 2010 gav han hende husly i sin villa i Spanien, mens hun kæmpede med en gæld på omkring to millioner pund.

Tidligere på ugen kom det så frem, at Paddy McNally er død, 88 år gammel, efter længere tids sygdom.
Han efterlader sig ifølge The Sun en formue på omkring 600 millioner pund.
Det har nu sat gang i spekulationerne om, hvorvidt Sarah Ferguson er blevet tilgodeset i hans testamente.
Forfatteren Andrew Lownie, der har skrevet en bog om Sarah Ferguson og Andrew, mener, at det ikke vil være overraskende.
»Jeg ville slet ikke blive overrasket, hvis han havde sørget for hende i sit testamente eller måske allerede tidligere,« siger han til The Sun.
Der er dog endnu ikke kommet officielle oplysninger frem om testamentet.