Jeg er tilhænger af, at man indfører en aldersgrænse på 18 år for mandlig omskæring.
Men jeg er ikke tilhænger uden stor anfægtelse. Derfor synes jeg, at mange af mine medtilhængere af en aldersgrænse er kommet lige lovlig let om ved modargumenterne.
Barnets optagelse i det religiøse fællesskab er ikke noget at spøge med, hvis man er dybfølt religiøs. Det er i sidste instans Guds nåde og kærlighed, der er på spil her. Altså forhold der i deres grad af alvor kan sammenlignes med den kristnes frygt for Guds dom på den yderste dag.
Konsekvenserne for barnet af at følge de religiøse forskrifter er naturligvis vidt forskellige, når det gælder dåb og omskæring. Men konsekvenserne i forhold til den gud, man tror på, er om ikke de samme, så dog sammenlignelige.
Og netop konsekvenserne er det springende punkt. I 1800-tallet stod den britiske general Charles Napier over for den indiske skik at brænde enken sammen med den afdøde mand. Han forbød det og blev konfronteret med påstanden om, at det var en tradition.
Til det svarede han: »Min nation har også en skik. Når mænd brænder kvinder levende, hænger vi dem og konfiskerer al deres ejendom. Mine tømrere vil nu rejse en galge, som alle deltagere vil blive hængt i, når enken er brændt. Lad os alle handle i overensstemmelse med nationale skikke.«
Jeg tror ikke, der er mange her i landet, som er uenige i, at uanset hvor meget, det end kræves af ens gud, at enken afbrændes sammen med sin afdøde mand, er det acceptabelt, at statsmagten forbyder det.
