Hun har knaldrøde læber, tårnhøje stiletter og ligner en bragende succes. Men der skulle ikke mere end én dårlig anmeldelse til, før Emilia van Hauen krøb i fosterstilling. Først mange måneder senere lettede følelsen af fiasko, i en autocamper, hvor hun gjorde det, hun var allermest bange for.
Opret dig som abonnent på BT PLUS, og mød Emilia Van Hauen, hvor hun fortæller om at have succes, men også om hvordan følelsen af fiasko slog hende ud af kurs, og hvad det har lært hende. Først måned er gratis - herefter 29. kr. per måned.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Hun har knaldrøde læber, tårnhøje stiletter og ligner en bragende succes. Men der skulle ikke mere end én dårlig anmeldelse til, før Emilia van Hauen krøb i fosterstilling. Først mange måneder senere lettede følelsen af fiasko, i en autocamper, hvor hun gjorde det, hun var allermest bange for
Hurtigt lader hun de lakerede fingerspidser løbe igennem bunken af sirligt foldede stykker papir, udklip og artikler. Hun skimmer, indtil hun finder, hvad hun leder efter. Trækker en afrevet avisside ud og lader øjnene vandre hen over det store billede af sit eget smilende ansigt.
Så fanger øjnene ordene under billedet:
»Hårrejsende uopfindsomt«. »Banalt«. »Klinger lidt som et escortbureau i provinsen«.
Med hænderne glatter Emilia van Hauen glatter avissiden på skrivebordet foran sig. Det er en anmeldelse fra Politiken. Af hendes seneste bog »Ladycool«, der fik to hjerter og en ordentlig røffel med på vejen, da en mandlig sexologiprofessor anmeldte den i foråret.
»Jeg ved godt, at når nogle ser en kvinde, der ser ud, som jeg gør, så kan de tænke, at hun er usårlig og har styr på alting. Men det er der ingen, der er. Alle mennesker kan føle sig ensomme, forladte, uelskede og fiaskoramte,« siger hun.
Hun har gemt anmeldelsen. I bunden af et skab på sit kontor i det indre København. I dag ved hun, at det var »en velsignelse i forklædning«. Da hun læste anmeldelsen i marts, var det da også hendes første indskydelse. Men indskydelsen varede kun kort. Derefter blev hun ramt af noget, hun aldrig har oplevet før. En syngende lussing, der slog hende i gulvet i en sådan grad, at det tog måneder at komme på benene igen.
»Jeg havde aldrig fået en dårlig anmeldelse før. Og jeg havde heller aldrig oplevet at blive udstillet på den måde med et stort billede og en masse latterliggørende ord. Jeg havde slet ikke tænkt over, at det kunne komme på den måde. Det er faktisk den bog, jeg har været allermest stolt af nogensinde. Og pludselig blev jeg helt vildt flov over den. Havde jeg bare misforstået det hele, tænkte jeg. Så ramte mørket.«
De kvindelige dyder
48-årige Emilia van Hauen er et kendt for sine populære foredrag og optræden på TV, hvor hun kommenterer på tidsånden, moderne livsformer og tendenser. Hun har udgivet fem bøger, og er en af de mest citerede sociologer herhjemme. Hendes seneste bog »Ladycool – Dit køn er en styrke – brug det«, handler om, hvordan det, der traditionelt knyttes til det feminine, stadig har lavere status end det, mænd knyttes til. At kvinder skal befri sig selv, stå ved deres køn og stoppe med at skamme sig over, at de hellere vil mødes med en veninde på en café fremfor at erobre endnu en toppost. Med andre ord: Det nære og sociale er lige så vigtigt som storpolitik og makroøkonomi.
Bogen røg direkte ind på bestsellerlisten, fik (i øvrigt) flotte firestjernede anmeldelser og gav hende tv- og radiodækning, artikler og mere end 40 foredrag rundt i landet. Men alt det var ligegyldigt. Den ene dårlige anmeldelse af bogen overskyggede alt andet.
»Objektivt set var den jo ikke en fiasko. Tværtimod. Men problemet var, at jeg gik rundt med en klar følelse af at være en fiasko hele vejen igennem. Normalt er min grundindstilling meget optimistisk. Jeg vågner som regel om morgenen, og tænker: »Gad vide, hvad livet har til mig i dag?« og er spændt, åben og glad. Sådan havde jeg det ikke i meget lang tid efter anmeldelsen. Jeg gad ikke. Orkede ikke. Jeg følte mig bare dum og uvigtig og kom i tvivl om det hele. I en periode følte jeg, at jeg mistede mit faglige fodfæste,« siger hun.
Det var ikke anmelderens skyld. Selvom hun ikke er enig i kritikken, og selv om hun følte sig hudflettet og latterliggjort, har Emilia van Hauen ikke noget horn i siden på sexologiprofessoren Christian Graugaard, der skrev anmeldelsen. For sådan er »gamet«, når man kaster sig ud i et sprængfarligt emne som køn, mener hun.
»Havde jeg haft et større personligt overskud, ville jeg have tænkt, at jeg ikke kunne få en bedre anmeldelse, fordi den bekræfter samtlige pointer i bogen: At kvinder, der står i deres eget element, gerne må latterliggøres, kritiseres og marginaliseres,« siger hun.
Èn anmeldelse væltede mig
Alligevel gik anmeldelsen lige i maven. Dybt ind. I starten var den erfarne kultursociolog forbløffet over, at én anmeldelse kunne få alle de sten, hun har bygget sin solide karriere på, til at skælve og falde sammen om ørene på hende. Midt i ruinen sad hun og spekulerede over, hvor den kom fra, den frygtelige følelse, der var ved at æde hende op. Skammen.
»Jeg indså, at anmeldelsen tog fat i et åbent sår fra min barndom. Jeg var »den dumme« i familien. Det er ikke min families skyld, men min søster var meget klog og meget storesøster-agtig, og min lillebror var populær og også meget klog. De var meget ens. Jeg derimod elskede at klæde mig ud og syntes, at tøj var sjovt. Jeg havde en blå laktaske, som jeg elskede at gå med, og jeg ville bare gerne være sammen med mine veninder. I mange år var jeg ikke særlig politisk interesseret, og uden at det blev italesat, blev jeg hende den dumme og overfladiske,« siger hun.
Emilia van Hauen voksede op som den midterste i en søskendeflok på tre med en dansk far og en spansk mor. Og i 70ernes Hillerød, var man »meget anderledes, når ens mor kom fra Spanien«.
»Da jeg kom i skole, syntes jeg, at jeg burde være mere som Dorthe fra klassen, der var sporty og drengeagtig. Hvis man interesserer sig for ting, som ikke karakteriseres som seriøse, kan man meget hurtigt få den forestilling, at man ikke er lige så vigtig som de andre. Havde jeg været i et miljø, der var lidt mere kreativt, havde jeg måske haft en anden selvopfattelse, men sådan var det ikke, der hvor jeg kom fra. Derfor har jeg altid følt mig dum og udenfor,« siger hun.
Da »Ladycool« med ordene »monument over fortidens kedsommelige stereotyper« blev præsenteret i Politiken den dag i marts, var det en fuldtræffer, der med ét lod fortiden indhente Emilia van Hauen.
»Når jeg bliver latterliggjort på, at det jeg skriver, er ligegyldigt og overfladisk, rammer han lige dér, hvor jeg altid har haft mit allermest ømme punkt, og hvor jeg altid har følt, at jeg skulle bevise noget andet. Jeg havde dealet med mit ømme punkt og syntes, at jeg var kommet videre, men mit sår var ikke helet fuldstændigt. Og det var jo ikke bare min bog, men hele mit bagkatalog, der blev hevet frem og hudflettet,« siger hun.
Jeg var flov
Der sad hun. Flov over den bog, der ellers havde været hendes hidtil bedste præstation.
»Jeg ved jo godt, at jeg ikke er dum. Men det var lige meget. For min følelse var, at jeg var en fiasko. Succes er ikke målt på objektive kriterier. Det er først og fremmest en følelse. Og den følelse hænger enormt meget sammen med, om man er den, man gerne vil være,« siger hun.
I starten gemte hun sig. Krøb i fosterstilling og begravede sig i skam. Men det irriterede hende, at fiaskofølelsen blev ved med at klø. Lige så stille begyndte hun derfor at sige den højt. At stille forsigtige spørgsmål i omgangskredsen. Kunne andre mon genkende følelsen af at være en fiasko, selv om de på papiret lignede en succes?
»Selvfølgelig har jeg oplevet fiaskoer før. Masser af dem. Men den her kom bare så meget bag på mig. Men da jeg begyndte at dele den, fik jeg en masse tilbagemeldinger. Jeg er jo langt fra den eneste, der har det sådan,« siger Emilia van Hauen.
»Vi lever i en tid, hvor vores ambitioner for, hvad vi skal have succes på, er så høje, at vi benhårdt planlægger os til fiasko. Hver eneste dag har jeg gjort mig selv til en fiasko, fordi jeg sætter så høje krav til succesen. Frem for at forløse vores potentiale, forkrøbler vi os selv. Der ligger sådan en forventning i vores tid om, vi skal have 100 pct. succes på alle områder i livet, og så kan vi jo kun blive til kæmpe fiaskoer. Det er ren succestyranni. Vi skal lære, at mange gange er »godt nok« godt nok.«
Vigtigt indspark
Emilia van Hauen læste sin bog igen. Og igen. Hun holdt foredrag, skrev blogs, kronikker og debatindlæg, og lige så stille genvandt hun troen på, at hun havde fat i noget rigtigt i sine pointer. At det hele ikke var en omgang kvindagtigt ævl, men et vigtigt indspark i den kønspolitiske samfundsdebat.
Med små skridt nærmede hun sig det sted, hun stod, før hun fik sparket benene væk under sig. På vejen op greb hun de små sejre.
»Jeg begyndte at tænke: »Hvordan gør jeg i dag til en god dag? Fuck fremtiden, hvad med i dag?« Sidenhen har jeg læst, at Anonyme Alkoholikere bygger deres helbredelse på den metode – at tage én dag af gangen. Det blev min redning. Hvis man gør hver dag til en god dag på det niveau, som man er i stand til, kan man selv gætte sig til, hvordan resten af livet bliver. Det lyder så sindssygt banalt. Men det banale tager fat i noget grundlæggende eksistentielt. Det er det, vi glemmer, når vi lever i succestyranniet,« siger hun.
Et par måneder senere slog hun igen op i Politiken. Samme anmelder havde endnu engang omtalt hendes bog. Denne gang anbefalede han »Ladycool« som sommerferielæsning.
»Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det ikke betød noget for mig. Men det gjorde det sgu. Med humor og overskud åbede han overfor min bogs betydning, og jeg følte lidt, at jeg blev inviteret ind i det fællesskab, som jeg var blevet udstødt af,« siger hun.
Succesen
Men åbenbaringen kom fra en helt anden kant. En blikstille morgen, endnu før solen var stået op. Midt på den amerikanske landevej Route 66 vest for Arizona. Her sad Emilia van Hauen bag rettet i en gigantisk autocamper og blev med et ramt af den følelse, hun ikke havde følt i månedsvis: Succes. Og ren og skær stolthed over dig selv.
I et sammensurium af børn, delebørn og papbørn var hun sammen med sin eksmands første ekskone, taget på 14 dages roadtrip i Californien. Syv mennesker i en autocamper så stor, at den i Danmark ville kræve stort kørekort. Planerne var lige så store, men efter seks dage måtte hendes rejsekompagnon p.g.a. familieanliggender rejse hjem. Tilbage stod Emilia van Hauen alene med ansvaret for fire drenge – hvoraf en havde brækket benet – og et kæmpe køretøj, som hun var skrækslagen for at køre i.
»Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så bange. De første to dage spiste jeg ingenting. Man taber sig aldrig, når man er i USA, men det gjorde jeg. Når jeg tænker tilbage, kan jeg undre mig over, at jeg var så bange, men det var jeg virkelig. Helst ville jeg bare tage hjem, men det ville jeg ikke byde børnene. Så jeg tænkte: »Nu lukker du øjnene og kaster dig ud i det,« siger hun.
»Og så en tidlig morgen efter vi havde været i Grand Canyon kørte jeg på Route 66. Pludselig kunne jeg mærke det. Det var så smukt, solen var ved at stå op, og drengene lå stadig og sov. Jeg var helt alene, og tænkte: »Du gjorde det fandme«. Der midt på Route 66 indhentede min sjæl mig. Hvis jeg kan det her, er der ikke noget, jeg ikke kan.«
Efter at have forceret en 16-sporet motorvej i LA og de skarpe hårnålesving op ad klippesiderne på Highway 1, afleverede Emilia van Hauen autocamperen uden den mindste skramme.
Nu sidder hun på sit kontor i indre København og arbejder på sit næste fordrag. På væggen er klistret en farvelade af A4-ark op med punkter og pointer, som alle understøtter dét budskab, hun har taget med sig fra rejsen, som anmeldelsen sendte hende ud på: Hold op med at se fiaskoen som en fiasko. Mød den med nysgerrighed og lær af den. Foredraget har fået titlen »I dag er en god dag. Fra succestyranni til fiaskofri og fællesskab.« Om lidt går hun i gang med at skrive bogen.
Men hvor langt er hun så selv nået?
»Det ved jeg ikke. Det var ikke anmelderens skyld, at jeg gik ned. Det der skete, skete på grund af noget inden i mig. Det var bare en katalysator, der satte gang i min proces. På det faglige område mistede jeg mine fødder i en periode, men på mange måder er jeg kommet stærkere igen. Nu er der lidt på privatfronten. Sådan kommer der noget nyt hele tiden. Men det er mit brændstof,« siger hun.
På et af de mange A4-ark på væggen, står der »Giv op«. Et paradoksalt budskab fra en kvinde, der tog kampen op og kæmpede sig tilbage på scenen. Men hun mener det alvorligt. At vi skal give op på nogle af de drømme, der er så urealistiske, at de gør os til for store fiaskoer.
»Det er så moderne at tænke, at vi skal drømme stort. Jeg har stadig en drøm om at skrive en international bestseller. Men hvad hvis jeg i en alder af 80 ikke har nået mit mål? Hvad er mit liv så,« spørger hun retorisk.
»Det er en af de drømme, jeg arbejder på at slå ihjel,« siger hun.
