Elgiganten køber Electronic World og lukker to af de fem butikker. Med købet er den norskeejede elektronikkæde på vej til at blive markedsførende herhjemme.

Den norske ejede elektronikkæde Elgiganten overtager 3. september Electronic World fra Merlin A/S.

Med købet af Electronic World har Elgiganten, der for blot et par uger siden offentliggjorde væksttal på 20 procent, taget et afgørende skridt mod at blive markedsførende i Danmark og skubbe Fona ned af rangstigen.

Handlen betyder, at butikskæden Electronic World helt ophører med at eksistere. Tre af de fem Electronic World varehuse i Kolding, Viby ved Århus og City 2 i Taastrup omdannes til Elgiganten, mens de to sidste i Odense og Esbjerg lukkes, fordi de ligger for tæt for de nuværende varehuse i Elgiganten.

Ingen af parterne ønsker at opgive købsprisen, men administrerende direktør Jesper Boysen, Elgiganten siger, at kæden har gjort et godt køb. Det giver Elgiganten tre mega-butikker, som ville være umulige at opføre i dag uden at overtræde planloven.

Elgiganten overtager alle 60 medarbejdere fra Electronic World.

/ritzau/