Torsdag aften og nat modtog Københavns Kommune ekstremt mange klager over støj.

Støjen, der kom fra musikfestivalen Karrusel på Refshaleøen, resulterede nemlig i hele 32 henvendelser fra borgere.

Det oplyser Klima-, Miljø og teknikforvaltningen til TV 2 Kosmopol.

Antallet af klager er ifølge forvaltningen i den høje ende. 

Hvilket ikke er helt tilfældigt.

Refshaleøen, der er en kunstig ø i Københavns havn, er nemlig ikke omfattet af de støjgrænser der normalt gælder i Københavns natteliv.

Det er en politisk beslutning, da øen ifølge Københavns Kommune blandt andet skal være et område for kulturbegivenheder såsom koncerter og festivaler.

Musikfestivalen, der kører fra den 27-29 August, kredser om elektronisk musik og gæster kunstnere som 'Amelie Lens' og 'Horsegirl'.

Den elektroniske musik, der ofte indeholder en voldsom tung bas, kan blandt andet have påvirket mængden af klagerne.

Det oplyser kommunen til mediet.

Fredag og lørdag vil festlighederne udspille sig til langt ud på natten.