»Det er en kamp på liv og død.«

Så hårdt vurderer politisk ekspert Jarl Cordua den åbne krig mellem Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, B.T. i dag har afdækket.

Morten Messerschmidt er bekymret over den økonomiske politik hos Nye Borgerlige, som han vurderer er på vej til at trække Danmark tilbage til stenalderen.

Pernille Vermunds kritk af Dansk Folkeparti er endnu hårdere.

»Alt i alt taber begge. Det siger også en del om, at kampen om højrefløjen er intens og hård, hvor der ikke bliver taget nogen fanger undervejs,« siger politisk ekspert Jarl Cordua om opgøret mellem Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.
»Alt i alt taber begge. Det siger også en del om, at kampen om højrefløjen er intens og hård, hvor der ikke bliver taget nogen fanger undervejs,« siger politisk ekspert Jarl Cordua om opgøret mellem Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. Foto: NIels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Dansk Folkeparti er simpelt hen ikke et borgerligt parti. DF er et rødt system-parti, der har mistet respekten for, at det er almindelige mennesker, der skal tjene de penge, de som politikere bruger,« siger hun mandag til B.T.

Jarl Cordua mener, at der er tale om en kamp om de højreorienterede vælgere.

»De forsøger at undergrave hinandens troværdighed. Nye Borgerlige forsøger at udskamme Dansk Folkeparti som ikke-borgerlige,« siger han og tilføjer:

»Omvendt forsøger Dansk Folkeparti at udstille Nye Borgerlige som klasseforræddere i forhold til segmentet af arbejdere og folk, som er afhængige af velfærdsydelser.«

Seneste meningsmålinger har da også været rigtig hårde for Dansk Folkeparti, der siden valget for lidt over et år siden har haft en svær periode.

Omvendt har Nye Borgerlige ved flere målinger direkte overhalet Dansk Folkeparti.

»Nye Borgelige anklager DF for at være nærmest hovedansvarlige for det, de mener er uløste problemer med indvandring med videre. Alt i alt taber begge. Det siger også en del om, at kampen om højrefløjen er intens og hård, hvor der ikke bliver taget nogen fanger undervejs,« slutter Jarl Cordua.

Morten Messerschmdit har denne kommentar til vurderingen:

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har langet ud efter Nye Borgerliges politik. »Deres social- og økonomipolitik minder meget om USA, hvor man selv skal klare sig, og velfærdsstaten bankes tilbage til stenalderen,« sagde han fornylig til B.T.
Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har langet ud efter Nye Borgerliges politik. »Deres social- og økonomipolitik minder meget om USA, hvor man selv skal klare sig, og velfærdsstaten bankes tilbage til stenalderen,« sagde han fornylig til B.T. Foto: Philip Davali
Vis mere

»Hvis nogen taler om liv og død, må det først og fremmest være  i forhold til de dårligst stillede danskere, hvis Vermunds skatte-og socialpolitik bliver gennemført,« siger han.

Pernille Vermund er enig i, at der foregår kamp mellem de borgerlige partier.

»Han har ret i, at der foregår en kamp mellem os i den borgerlige lejr, der insisterer på at føre blå politik og så de partier, der kalder sig borgerlige, men i årevis har ført en rød politik,« siger hun og fortsætter:

»Vi får ikke et borgerligt Danmark ved, at borgerlige partier fører socialdemokratisk politik. Så vinder man måske magten, men kun for magtens skyld. Ikke til gavn for danskerne.«