Landsretten har fastslået, at Café Obelix i København ikke har rettighederne til at bruge navnet. Derfor skal cafeen nu skifte navn og betale en erstatning på 600.000 kroner.

På cafeen midt på Vesterbro Torv er alt, som det plejer. Væggene er klistret til med billeder af de berømte franske tegneseriefigurer Asterix og Obelix, og der lyder en summen i krogene fra folk, der nyder eftermiddagens kaffe.

Men alt er ikke, som det plejer.

Da den nuværende ejer overtog cafeen for ni år siden, havde han ingen idé om, hvilket mareridt det skulle ende med. I 25 år har cafeen ligget, hvor den har ligget, og heddet det, den har heddet. Café Obelix.

Men for præcis to år siden modtog ejeren af Café Obelix et brev, der fortalte, at »man er blevet bekendt med, at han bruger et navn, man gerne vil have, han ophører med«.

Sagen endte i retten, hvor ejer Søren Nissen først tabte sagen, men ankede. Dog er dommen for nylig blevet stadfæstet i landsretten. Efter 25 år må cafeen ikke længere hedde Café Obelix. Det har Sø- og Handelsretten bestemt efter afslutningen af sagen mellem ejerne bag Café Obelix og et fransk forlag, der ejer rettighederne til tegneseriefigurerne.

Café Obelix skal derfor skifte navn, male alle figurer, skilte, og hvad de ellers har, som ikke må være der længere, over samt betale 600.000 kroner tilbage i erstatning og derudover sagens omkostninger.

»Jeg er overrasket over, at dommen kan ende på den måde,« siger ejer Søren Nissen.

»Jeg vil uden at overdrive sige, at vi har larmet ualmindeligt meget. Vi har været i radioen med reklamer, reklameret på busser, været i både lokal- og landsdækkende TV og aviser. Det er en mærkelig fornemmelse, man sidder med, når man i 25 år har heddet det samme, og man pludselig skal skifte. Vi kan ikke forstå det.«

Han nævner, at med »vi« mener han også de næsten 8.000 følgere, som cafeen har på Facebook.

Derfor har medarbejderne i første omgang oprettet en konkurrence på Facebook-siden, hvor man kan stemme eller komme med forslag til et nyt navn. Cafeen udsteder et gavekort på 1.000 kroner til cafeen til en person, der deltager i konkurrencen eller kommer med et særligt unikt forslag.

Indtil videre kan man stemme på enten Café Trold, Café Pencil eller Café Vesterbros Torv.

Og opbakningen til at finde et nyt navn er ikke til at overse. Samtidig benytter nogle kunder sig også af muligheden for at ytre deres frustration over sagens afgørelse.

»Pisse latterligt, at I ikke må bruge det navn mere!« og »Det er ikke jeres facade, der har skabt jeres hyggelige åndehul, men jeres engagement, væremåde og glade stemning, og den skal de f...me ikke røre med deres fedtfingre! Vi ses,« er ordlyden ved blot nogle af kommentarerne.

Den tidligere ejers tilsagn

Søren Nissen overtog cafeen i 2009, og kontrakten indeholdt også rettighederne til at bruge navnet, som den tidligere ejer havde fået godkendt af Gutenberghus, som udgav tegneserien i Danmark. Dengang følte Søren Nissen sig godt sat ind i kontrakten og rettighederne af ejendomsmægleren – som iøvrigt er jurist og lektor i ejendomsret – samt den daværende ejer. Han havde tillid til de mennesker, der overdrog ham ejerskabet, og orienterede sig derfor ikke yderligere. Hvis nogen skulle have et problem med navnet, havde de nok reageret for længst, tænkte han.

Fortryder du, at du ikke sikrede dig om forholdene?

»Jeg har bundærligt ikke været vidende om, at der skulle laves en yderligere gardering omkring forholdene. Jeg stoler fuldt ud på den gamle ejers forklaring om, at det var Gutenberghus, der havde retten til at kunne bestemme inden for Danmarks grænser. Når den tidligere ejer giver et tilsagn om, at det var OK, tror jeg på det. Det var sådan, jeg havde det. Længere er den ikke,« siger Søren Nissen.

Udsigten kan ingen tage

Selv om cafeen er nødsaget til at skifte navn og foretage nogle udseendemæssige ændringer indendørs, er personalet alligevel optimistisk.

»De lukker jo heldigvis ikke det hele, men jeg må da indrømme, at Café Trold lyder bare ikke lige så godt,« lyder det fra bartenderen.

Også kunderne er rolige. Udenfor sidder to stamgæster og læser i hver sin avis. De har begge købt en æblemost og har puttet sig under et tæppe.

»Om cafeen hedder Café Pubæ, ville jeg alligevel komme her. Jeg er her ofte og nyder at komme her. Og det er der jo heldigvis ikke nogen, der kan ændre på,« siger den ene.

»Ja, og udsigten ud over torvet er der jo heller ikke nogen, der tager,« tilføjer den anden.

Men et arbejde ligger nu foran ejer Søren Nissen. For det at finde et nyt navn er ikke noget, man bare lige gør, udtrykker han og nævner, at han har fire uger til at få styr på tingene.

»Det er ikke, fordi det er vildt meget tid, når man tænker på, hvad det er, der skal laves om. Jeg må indrømme, at vi er lidt pressede. Jeg har ikke kalkuleret med at skulle bruge penge på at betale erstatning for, at vi har heddet Café Obelix gennem 25 år,« siger Søren Nissen og nævner, at kunderne skal forvente samme koncept og gode stemning, blot et nyt navn.