Dyrenes Befrielsesfront tager ansvar for nye minkaktioner

Den ekstreme dyreorganisation Dyrenes Befrielsesfront tager nu også skylden for de to seneste aktioner mod danske minkavlere. Aktionerne fandt sted natten til i dag, hvor dyreaktivisterne lukkede i alt ca. 4000 mink ud af deres bure.

Det er en talsmand, Søren Lindbo, der på organisationens vegne påtager sig skylden over for TV 2 Nyhederne i aften.

Nattens aktioner gik ud over to sjællandske minkavlere. 3000 mink blev således sluppet ud af burene på en minkfarm nord for Sorø, og i Over Dråby ved Frederikssund blev 1190 mink lukket ud.

De to angreb kom blot ca. et døgn efter, at 8000 mink til en værdi af ca. 1,6 mio. kr. natten til mandag blev sluppet ud i det fri.

/ritzau/