Så godt som alle firmaer i Lars Larsens investeringsselskab viser underskud. Kun ét firma leverer overskud.

Mens Jysk-forretningerne sidste år leverede et rekordresultat, ser det slet og ret sløjt ud i Lars Larsens ejet investeringsseslakb, Lars Larsen Investments.
For ifølge Børsen så giver alle på nær én virksomhed underskud.

Avisen har lavet en gennemgang af regnskaberne for de ni virksomheder, der producerer et vidt spænd af produkter - lige fra golfbiler og sushi til havemøbler.

Samlet set leverer virksomhederne et underskud på 57,3 millioner kroner før skat. Det er dog en fremgang i forhold til sidste år.
Det selskab, der kommer ud af 2014 og 2015 på værste vis, er Eovendo. Virksomheden betaler brugerne for at se reklamefilm og tilmelde sig nyhedsbreve.

Underskuddet lyder på hele 29,5 millioner kroner, hvilket dog er en markant forbedring i forhold til året før, skriver Børsen.
Egenkapitalen lyder på minus 96 millioner kroner. Alligevel tager bestyrelsesmedlem Svenn Dam det helt roligt.

»Det er rigtig mange penge. Men det er jo en investering, som laves af Jysk, og hvis vi ikke havde dem i ryggen, havde vi selvfølgelig et kæmpe stort problem,« siger han til Børsen.



Udover Eovendo giver et af Larsen Larsens prestigeprojekter stadig underskud. Det drejer sig om Himmerland Golf & Spa Resort. Her lyder underskuddet på 12,1 millioner kroner. Også Sushi-kæden Letz Suhi halter det med, der leverer et underskud på seks mio. kr. i seneste regnskab.

Ifølge Børsen oplyser Jysk, at Lars Larsen er på ferie i udlandet, og derfor ikke er til at træffe for en uddybning af planerne med investeringerne.