Dykkereventyr ved Færøerne

Seks danske specialdykkere kommer den 22. maj til Færøerne for at gennemføre et meget krævende dykkerprojekt. Fra den 24. til den 28. maj vil dykkerne under ledelse af færingen Heri Andreassen i alt foretage otte dykninger ned til vraget af det engelske damp-fragtskib Sauternes, som ligger på 100 meters dybde i Fuglø-Sund.

Da skibet sank under en orkan den 7. december 1941, var det lastet med tøj, mad, brændevin, julegaver og andre forsyninger til de engelske soldater, der befandt sig på Færøerne p.g.a. Anden Verdenskrig. Derfor blev skibet sidenhen af færingerne kaldt Juleskibet.

Yderligere var skibet lastet med danske mønter, som var fremstillet i England, adresseret til Amtmanden på Færøerne. Af fremskaffede dokumenter fra arkiver hos Rigsombudet på Færøerne ses, at pengetransporten bestod af i alt 260.000 1-øre, 2-øre, 5-øre, 10-øre og 25-øre. Mønterne vejer mere end et ton.

Lige siden skibet sank, har dykkere drømt om at dykke ned til vraget, men først i august 1999 lykkedes det efter længere tids søgning at konstatere vragets position på 100 meters dybde i Fuglø-Sund.

/ritzau/

Andre læser også