DSB tør ikke længere tro på, at den italienske producent af IC4-tog kan levere de ventede togsæt til tiden.

IV4 togene kommer måske aldrig til at køre på skinner. Ifølge TV2-nyhederne er den erkendelse ved at sænke sig over DSB, og statsbanerne arbejder derfor på højtryk for at strikke en nødplan sammen.

- For snart et år siden stillede DSB den italienske producent, Ansaldobreda, et ultimatum: 14 togsæt skulle være leveret i maj 2009, ellers vil man ophæve kontrakten.

Med to måneder tilbage har producenten kun sendt otte togsæt til DSB. Heraf er kun tre af dem, ifølge DSB, i stand til at køre.

- Jeg er holdt op med at tro, når det drejer sig om IC4. Jeg vil gerne sige, at jeg håber, at de kan nå det, men jeg er holdt op med at tro på hverken det ene eller andet. Jeg forholder mig til fakta, siger administrerende direktør i DSB Søren Eriksen.

I alt har DSB bestilt 83 IC4-vogne hos Ansaldobreda. Prisen er fem milliarder kroner, hvoraf DSB har betalt 3,5 milliarder kroner.

Transportminister Lars Barfoed siger i en kort kommentar til Ritzau, at han er bekymret for IC4-leverancerne, og at han følger sagen meget nøje.

/ritzau/