Han sad på førstesalen og arbejdede, mens tordenen buldrede i det fjerne.

Så ramte lynet.

Blot to meter fra DR-værten Jens Langhorn slog det ned i husets tagryg mandag.

Det fortæller han i et opslag på Instagram.

»Loftet slog revner, stikkontakter fløj ud af væggen, og lamper nede i kælderen sprang.«

Jens Langhorn sad med baghovedet hvilende mod indersiden af taget, da lynet ramte.

»Jeg fik et blackout efterfulgt af kvalme og følelsen af et baseballbat mod baghovedet.«

Han blev efterfølgende indlagt til observation på hjerteafdelingen på Herlev Hospital.

Efter en nat på hospitalet er han nu blevet udskrevet.

»Jeg er nu igen en fri mand med et nogenlunde genetableret – og i hvert fald gennemanalyseret – helbred.«

Ifølge lægerne på hospitalet kunne det være endt langt værre, hvis lynet havde ramt ham direkte, fortæller han.

»Jeg er sgu egentlig ret taknemmelig for at have sluppet med det, der føles som en omgang tømmermænd her dagen derpå.«

TV-værten har siden måtte tage sig til hovedet:

»Risikoen for, at et lyn rent faktisk slår ned direkte i dit hus, er minimal. Risikoen for, at du selv bliver slået omkuld af lynet inde i dit hus, er nærmest ikke-eksisterende.«